Du kender, hvordan Draaberne kan glide
af Ovnens Ved, hvor det kan hvæse, knage
i Knuden, medens Flammerne sig hage
omkring den og i alle Fibre bide.
Og tit du saa paa Mennesker i Kvide
de klare Draaber Vej ad Kinden tage,
du ved, hvordan et Bryst kan stønne, klage,
naar Dag og Nat det brænder i dets Side.
Men der er Folk, som mer ej laaner Mæle
til Suk og Støn, men gennem Livet traske
med tørre Øjne og med tunge Hæle —
udbrændt af Lidelsen, godmodigt-dvaske,
livsmætte Arbejdsdyr foruden Sjæle
— aa, disse stakkels Hjerter, som blev Aske!