Jeg vandrer i „Salonen” som en Drømmer
og ser paa Kunstens Høst i Hal og Stue,
jeg flytter mig, jeg kigger, gaar i Bue,
men alt i uforstaaeligt Lysbrud svømmer.
Saa kom jeg Aaret efter som Bedømmer
og kan nu knapt min Glædes Udraab kue.
Tænk — det, at Huset fik af Giar en Hue,
det gør, at Livets Glans fra alt nu strømmer.
I Livets Hal man Sidelys mig byder,
af tusind Aander Blink og Glimt bli’r givet;
jeg kigger — alt i Virvar sammen flyder.
Da faldt et kraftigt Ovenlys paa Livet,
o Gud, hvor megen Rigdom nu det byder,
hvor staar der Glans igennem Perspektivet!