Hvad Lykke Kærlighed et Barn bereder,
det ved du fra hin Tid, du selv var lille,
det kendes grant ved alle Arner milde,
hvor tvende Hjerter om et tredje freder.
Men hvordan Tankerne til Fjelds dig leder
og bliver glade, rent forrykte, vilde,
du lærer ved en Slurk af Elskovs Kilde,
naar tyveaarigt Blod i Aaren heder.
Og Kærligheden har, naar Haaret falder,
for Arnen Vin og Brød og Hvilepuder,
gør lyst i Stuer og i Arbejdshaller.
Den er for to, som træt mod Graven luder,
et Smil fra Gud, en Trøst mod Sot og Alder,
en Aftenlysning gennem Kirkeruder.