En Nattevagt jeg ser ved Milen slingre
i Kamp med Ilden, som skal nøje ledes;
det ryger, Grunden gungrer, Luften hedes,
Ildsluer gramser ud som røde Fingre.
Det er, som Nødskrig dybt i Kuben skingre;
men se — ved Solbrudstid, naar Milen spredes
da ligger Emnerne i Hob, som svedes,
til Essen tjenlige — saa blanke, klingre.
Staar med en Mile i dit Bryst du ene,
hold Vagt, om end du raver træt til Døden,
hold ud i Sol, i Nattetimer sene!
Af Sorgen, Lidelsen, ja selv af Brøden
kan brændes fine Emner, som vil tjene
dit hele Liv med rolig, stille Gløden.