Igennem Skoven hviner Vind fra Øster,
Musvitterne sig graver ned som Rotter
i Sneens Dyb og Bladegrunden blotter
og deler Arbejdsrum som Bror og Søster.
De kigger, pipper op med glade Røster
og ved et stakkels frossent Frø sig gotter.
— Jeg ser mod Himlen: Gud har Forraads-Grotter
til dem, som ikke saar og ikke høster.
Men hvo kan Verdensordnens Gaader magte —?
En Morgen fandt jeg mine Mejser ligge
med brustent Blik og Kløer stift udrakte.
De savned ej i Vintren Mad og Drikke;
men Frostens Dødningpust til Jord dem strakte.
— Jeg saa mod Himlen, jeg forstod det ikke.