Han vejer Verden som en Dommer kyndig,
forarges, bider sammen sine Tænder:
„Jeg maa den have fat i alle Ender,
saa ussel, som den er, saa falsk og syndig.
Men skal jeg reformere paa den fyndig,
jeg finde maa et Punkt, jeg særlig kender,
det Verdenspunkt, hvor Tampen nærmest brænder,
og hvor jeg kan optræde fast og myndig.”
Da banker paa hans Hjerte der en Tanke
med Fingerslag, forsigtige og lette:
„Et Verdenspunkt? Hvad mener du om dette?”
Han rejser sig og maaler Gulvets Planke:
„Man skal ej evig over Verden anke,
den trækker sig desuden nok til Rette.”