Der udenfor i Folkets travle Masse,
hvor Kampen raser mellem Livets Magter,
du Tankens Fred forgæves eftertragter,
saafremt du dine Pligter ret vil passe.
En regner rask med Daarer dig i Klasse,
en anden ærgrer dig ved Smiger-Fagter,
kun faa i Forhold til din Færd dig agter,
langt fler i Forhold til din Pengekasse.
Men er du Mand, du vil ej raadvild blive,
men ta’ din Tørn, trods Smiger, Ynk og Latter,
og med paa Fædrelandets Saga skrive.
Du vil, hvis ret du Pligt og Ansvar fatter,
din Kraft, dit Hjertes Guld til Staten give
som dine bedste kongelige Skatter.