Af Jordens Børn de fleste er paa Kant
med Livet paa vor grimme, mørke Klode,
jeg bøjed selv saa mangen Gang mit Ho’de
og ind mig i Nirvana-Længsler spandt.
Men det var ikke ment, som vist jeg tro’de;
thi grant jeg saa, naar næste Sol oprandt,
at der var tusind Baand, der lønlig bandt
min Sjæl til denne morgenlyse Klode.
Ak, Gud, forlad mig, hvis det er en Synd,
at mine Tanker sig til Verden klamre,
skønt godt jeg ved, at Lykken her er tynd.
Saa længe som mit Hjerte frisk kan hamre,
jeg elske Livet vil med Klem og Fynd,
som Hyrdekongen elskede sit Mamre.