Jeg kendte en Præst, der ofte talte
til Sognets Bønder om Dødens Gru.
Ak — Synerne, som han for Øjnene malte,
som oftest glemtes i samme Nu.
Saa døde han selv og blev gemt i Mulde
i Embedsdragten, velsignet, begrædt.
— Der siges, at Følget gyste af Kulde,
da Graven var dækket af Kransenes Net.
Der laa han i Dybet — i Kjolen og Kraven —
med hule Øjne, saa tavs som en Sten,
og prækede for dem om Døden og Graven,
saa Talen gik dem til Marv og Ben.