Min Farfars Ryg var rank.
Sit Hoved bar han højt og fast,
indtil hans stærke Øjne
en Dag af Ælde brast.
Hans Tale var som Jern,
der glødes først i Essens Ild
og siden, mens det svalnes,
paa Ambolt hamres til.
Haardhændet var han født.
Haardhændet tog han siden fat,
og aldrig blev hans Dagværk endt,
før det var nær ved Nat.
Med Solen stod han op,
naar Mørket faldt, gik han i Seng;
der var ej Tid til Latter —
Hans Mund var god og streng.
Naar Kirketiden kom,
da gik han fra sin lave Dør
med Farmor ved sin Side.
Han saa sig aldrig om.
Men sad han samme Dag
og havde spist sin Nadvergrød,
da tog han Violinen
og under Hagen skød.
Da strøg han Buen ømt
som over elsket Haar,
da mildnedes hver Fure,
som før var dyb og haard.
Det hulked og det lo,
det jubled og det skreg.
Da kunde Farmor blive
saa bange og saa bleg.
Det suste og det jog,
det stormed og det tav,
som vaktes alle Vinde,
som steg og faldt et Hav.
Det klagede saa tyst,
det vaandede sig stygt;
gik nogen forbi Huset,
blev han greben af Frygt.
Men næste Morgen stod
min Farfar ved sit Værk,
saa høj og rank og rolig,
saa skulderbred og stærk.
To Slægters Tid gik hen,
og Farfars Haar blev hvidt;
men endnu bar han Hovedet
ubøjeligt og frit.
En Middag blev han træt.
Saa tog han sin Fiol
og satte sig og klimpred
i sin store, brede Stol.
Opslaaet paa hans Knæ
den gamle Nodebog;
det lød, som bad han Bønner;
han mumled Buens Sprog.
Hans Haand var haard som Ben.
Nu blev den øm og blød,
som gav den milde Kærtegn. —
Og saa var Farfar død.