Der er en Hast over denne Slægt,
en Fejghedens Fart som hos flygtende Mænd:
de har ikke Tid til at tøve
og ved ikke, hvor de vil hen!
De raaber om Vej, mens de jager forbi,
men har ikke Mod til at bie paa Svar:
Vejen? Hvor er nu Vejen?
Før var dog Vejen klar!
Og hører jeg tidt i den lydløse Nat
den stakkede, stønnende Aandedragsnød,
da farer jeg sammen og ræddes:
nu styrter Slægten som død!
Men Tiden gaar hen som bølgende Sø
i skiftende Stigen og Fald,
og Slægten, som skræmtes af Frygt for at dø,
den kan ikke dø, før den skal.