Jeg elsker Ubarmhjertighedens store, kolde Gud,
som drev af Paradiset den fejge Adam ud,
som mærked Brodermorderen med Fredløshedens Mærke —
Jeg elsker ham, fordi jeg ved, at han var den stærke.
Men havde Adam plyndret Kundskabens rige Træ,
modigt, fordi han ej vilde gaa der som et Fæ,
og mødt foruden Anger og Frygt Jehovas Øje —
var han bleven den, for hvem jeg helst mig vilde bøje.
Nu blev det Ubarmhjertighedens store, strenge Gud,
fordi jeg ser, hvor Slægten er bunden af hans Bud,
fordi jeg ser ham hundse den med Angstens kolde Svøber —
Jeg elsker den, hvis Retfærd man ej med Smiger køber.
Her søger Folk til Kirke med deres syge Sind,
hvor Fejghedens Gravrust har syreædt sig ind.
De lunker deres valne Tro i denne Kristenvarme,
som Kristus vilde rense ud med haard og heftig Harme.