Tidt tyr jeg bort til Billeder af andre Tiders Mænd,
af andre Tiders Kvinder — ukendte og forglemte,
og ser i deres Ansigtstræk, hvad deres Liv bestemte,
og synes, jeg har kendt dem og nu møder dem igen.
Jeg væmmes ved de Masker, som jeg daglig gaar forbi.
De er som øde Agre, hvor aldrig nogen kommer;
der er ej Præg af Mennesker og ej af Dyr deri —
ensformige og blege kun som Skindet over Trommer.
Men i de gamle Billeder af svundne Tiders Mænd,
af svundne Tiders Kvinder, som ingen mere kender,
dér ser jeg Skæbner skaaret, som Ar i haarde Hænder,
dér kan jeg møde Øjne, som ej slipper mig igen!
O Mænd, som jeg har drømt om i store, vaagne Nætter!
O Kvinder, jeg har hilset ærbødigt i et Syn!
Der er om jeres Munde og under jeres Bryn
saa dybe Spor af Livet, at Tiden ej dem sletter!
Og Spor maa der trædes og Mærker brændes ind,
skal Slægten ikke slettes af Historiens Blade.
Men Tidens blege Masker, sjælløse, messingglade,
er brovtende af Armod som skident Trommeskind.