Jeg saa en Mand, som gav, gav helt,
sin Tid, sit Blod, sin Sjæl.
Saa samled de sig omkring ham
at ramme hans saarlige Hæl.
De vogted og vaaged, hvor han gik,
med Avinds hvæssede Staal.
At jage ham det i Foden
blev deres eneste Maal.
Han havde saa bred en Pande,
saa stort et Blik, saa lys en Mund;
talte han, blev der stille,
man lytted i samme Stund.
Hans Bryst det var som en Bølge,
saa rank hans Ryg, saa fast hans Fod;
ingen kunde ham rokke
fra Stedet, hvor han stod.
Saa samled de sig omkring ham;
hans Venner svandt, hans Fjender steg;
han tog imod deres Hænder,
han tænkte ikke, de sveg.
Han gav dem alt, som de bad ham,
sit Gods, sit Liv, sin Sjæl.
Saa jog de Nagets Klinge
til Hælvten i hans Hæl.