Der tyndes ud i Danmarks tynde Skove.
Og tidligst falder de, som fremmest staar,
i Brynet, hvor de store Vindstød gaar:
de Mænd, som kan og vil og som tør vove.
Hvert Aar ta’r sit. Og fattigt Bunden skyder:
ét Skud, som visner, ét, som ranglet gror
og vedbendagtigt sig i V ejret snor.
Den samme Lov Alverdens Lunde lyder,
de tyndes ud, de store Stammer dø,
og ingen spreder nye, sunde Frø.
Men Krat og Buskvækst øder Muldens Kraft,
og ingen renser den med hvasse Plove —
De gamle Ege miste deres Saft,
og Tiden tynder ud i vore Skove.