Der hvælver sig i denne Nat
højt over mit lave Land
den samme, store, stjernefulde Himmel,
som den Gang Folkesindene
slog flammende i Brand,
og Folkets Vilje vaagned
og modnedes til Mand,
og Bonden strøg af Koften den sidste Trældoms-Skimmel.
I Morgen gaar Guds Sol igen
højt over min Barndoms Jord
den samme, sikre Bane gennem Rummet,
som den Gang Folkestemmerne
steg op i mægtigt Kor,
og Sang om mandig Frihed
fra Hof til Hytte foer,
og smaalig Kiv og Kævlen i Jubel var forstummet.
O Minder fra min Farfars Tid,
som vælder frem i mit Sind
og kalder mig til Vaaben mod dem, der døsigt drømmer,
stryg atter over Hytterne
og sus i Hoffet ind
og slaa hver Mandevilje
og brænd hver Kvindekind
og pisk dem til at leve, saa større Livet strømmer!