Mit Land Ruin — fra Øst til Vest,
fra Christiansborg til Koldinghus,
og over det den golde Gus
af Fattigdommens døde Blæst;
den stryger frem sciroccotør
og alle Spirer stækker —
Mit Land, saa langt du rækker,
Ruin, som aldrig før!
Mit Land Ruin! — Og jeg har drømt,
at Tiden gryed stærk og stor!
Jeg hørte Mænd med mange Ord,
og skaanselløst blev Livet dømt.
Men aldrig stod en Vilje stejl
bag ved de fagre Fraser,
kun Mænd med Sjælelaser
som sønderrevne Sejl.
Men jeg har kendt én Mand en Gang,
som kæmped og som ej gav Køb,
før Blodet standsed i sit Løb
og Mundens spændte Bue sprang;
hans tause Skygge for mig staar
saa højt mod Himlen tegnet —
min Far, for tidlig segnet,
min Far, mod hvem jeg gaar!
Mit Land Ruin, mit Land Ruin,
fra Christiansborg til Koldinghus!
Jeg hører Ødets golde Gus
som fra en aaben, tom Kamin;
den stryger frem sciroccotør,
den brænder og den isner,
og alle Evner visner
som ingen Sinde før.