Stille staa de Trær langs Vejen,
stille alle Stjerner staa,
kun mit eget bange Hjerte
bliver rastløst ved at gaa.
Ingen Tryghed, ingen Hvile,
ingen angstbefriet Stund!
Duggen driver lys og lydløs,
Disen gror af Mosens Bund.
Evigt, evigt Ringen sluttes:
Dag med Nat og Liv med Død;
endnu fødtes ingen Evne,
som det store Kredsløb brød.
Men en Gang mit bange Hjerte
giver trygt sig til at staa,
medens Jord og alle Stjerner
bliver rastløst ved at gaa.