I.
Udvé drog mig,
vaagen og drømmende;
gennem mit strømmende
Hjærteblod jog mig
sugende Længsel, som aldrig lod mig Fred.
— Der var ingen Naade, vi maatte derned!
Taalsomt tav du,
moderligt stridende;
angstfuldt lidende
Samtykke gav du,
mens du sysled Drengen, der laa paa dit Skød.
— Ak, du frygted, Rejsen skulde volde hans Død!
Sorgløs laa han,
lykkeligt diende;
ind i dit tiende
Moderblik saa han,
som han vilde vide, hvorfor dit Hjærte græd!
— Dine Øjne fyldtes; du saa, hvor han var spæd!
Udvé drog mig,
sorgfuldt og sugende.
Dagenes rugende
Vintermulm jog mig,
Solen jeg savned, og mørkesyg jeg led.
— Der var ingen Naade, vi matte derned!
II.
Vi sad i Ventesalen,
du og min Dreng og jeg,
med Haandbagagen om os,
og Tiden forekom os
langsommelig og sejg.
Billetten var besørget, og Tøjet skrevet ind;
du gav din Dreng at die, lidt bleg du var om Kind,
lidt ængstelig, lidt ængstelig ved Færden —
For første Gang vi fulgtes ud i Verden.
For tidligt var vi komne,
jeg havde ej haft Ro.
Selv var jeg vant at fare,
nu gjaldt det om at klare
Besværet for jer to!
Minutterne uvilligt fra Tidens Forraad flød;
din Dreng holdt op at die, nu sov han paa dit Skød,
saa moderligt du sad foroverbøjet —
men saa du op, jeg saa din Angst i Øjet —
Et Tog ved Ankomstsiden
frem for Perronen skød;
et Virvar og en Tummel,
den hele Rejserummel,
ind i vor Taushed brød.
Og atter blev der stille; vi ventede som før.
En Mand gled rejserede ind ad den aabne Dør,
en høj og mager Mand, som blev forvirret,
fordi dit Blik i Tanker paa ham stirred.
Derudenfor i Aftnen
det regned mørkt og stridt.
Vi hørte Raab og Talen —
saa fyldtes Ventesalen
af Folk, lidt efter lidt.
Og Støj kom ind og Latter og Lyd af stille Graad;
du bøjede dig dybere, din Kind var bleven vaad,
og gennem Larmen hørte jeg dig sukke —
men Drengen sov saa trygt som i sin Vugge.
Da sloges til Perronen
de brede Døre op.
Mens Mængden steg og Larmen,
du løftede paa Armen
den lille Barnekrop.
Du blev saa bleg og stille, dit Blik, som ej det saá;
din stumme Læbe spurgte, hvordan det skulde gaa.
Var hele Verden vild som denne Trængsel,
saa heller sidde hjemme med sin Længsel!
Men da vi sad i Toget,
du og min Dreng og jeg,
mens Folk omkring os støjed,
blev du igen fornøjet
og lo til ham og mig.
Vi stilled’ os ved Døren og slog vort Vindu ned
og stod og saá paa Myldret og mored os derved;
en Dreng, som falbød Blomster, gav vi Handsel;
med Roser vi smykkede vor Ransel!