Jeg mindes Dage, jeg mindes Nætter,
jeg mindes Mørke saavel som Sol;
i alt jeg lever, sig Mindet fletter
fra min Erindrings fuldt spundne Spol.
Jeg mindes Dage saa langt tilbage,
som da jeg lærte at løbe om;
min Barndom under straatækte Tage,
min Marmortid i Athen og Rom.
Jeg mindes Øjne, som længst er lukket,
der var som Brønde med Livets Vand.
O, mere Lys har af dem jeg drukket
som Dreng, end siden jeg saa som Mand!
Jeg mindes Munde, hvis Styrkes Mildhed
det var en Lykke at faa at se;
og tause Munde, hvis Smærtes Stilhed
faldt paa mit Hjærte som Frost og Sne.
Jeg mindes Bjærge, jeg mindes Dale,
og Byer, jeg fo’r som en Fugl forbi;
og fjerne Klokker, hvis Aftentale
mit Hjærtes Røster blev tause i.
Jeg mindes Livet, jeg mindes Døden,
som tidt jeg hørte bag ved min Hæl.
Jeg bærer Mulmet, og Morgenrøden,
og Solfaldssorgen dybt i min Sjæl.