Vort Hjem, du danske Jord
hvor Bondebrødet trofast gror;
du digre Muld,
saa evnefuld,
saa yppig til at yde!
Det kimer i din Agers Korn,
Konkylje-Horn
om dine Kyster lyde —
vi bærer dig i Lyst og Nød;
vi ærer dig, i Liv og Død;
vi kommer naar du kalder
og knæler i dit Skød!
Vort Hjem, du danske Jord,
hvor Lunets lyse Sønner bor;
dugsvangre Dal
med stridig Ahl
og hvide Klitters Øde!
Det dufter i dit Tungemaal,
en Blomsterskaal
af Rug og Kløver røde —
vi favner dig i Angst og Fryd;
vi savner dig, i Nord og Syd;
vi harmes, naar vi hører
din stumme Klagelyd!
Vort Hjem, du danske Jord,
der haabsom grøn af Havet gror;
gavmilde Muld,
med Mindeguld,
der klinger under Ploven!
Din Himmel hvælver højt sit Tag,
i bløde Drag
langs Fjorden blaaner Skoven —
vi værger dig, i Armods Kaar;
vi sværger dig, ihvor vi gaar,
at trænges, hvis du trues,
til Værn omkring din Vaar!