Jeg ser de bøgelyse Øer
ud over Havet spredt,
saa skært og skønt i Solen,
som aldrig jeg har set.
Jeg ved det, som de ligger der,
saa er der kun saa kort
fra Grænse og til Grænse,
men dette Land er vort.
Jeg ser de Slægter, som gik hen,
mens Hundredaaret skred,
som vandt paa Kongedybet,
som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt,
de saa kun alt for kort,
men frem af dem stod Folket.
Og dette Folk er vort.
Og derfor bøjer vi vort Sind,
hvor vi i Verden gaar,
med Længsel mod de Strømme,
som disse Kyster naar,
og derfor samler vi hvert Navn,
som steg af Folkets Jord;
i dem vor Fortid leved,
af dem vor Fremtid gror.