De Revolverskud, der dræbte Kaj Munk, slog en Ildstreg over alt, hvad der kan skille Danskerne i Bedømmelsen af ham. Naar en Mand mister Livet for sin Overbevisnings Skyld, ikke mindst naar han myrdes fejgt af en løgnagtig Overmagt, hører Diskussionen om ham op. De, der staar hans Holdning imod, kan blot bide sig i Læben og gaa tavse bort. Og de, der staar sammen med ham, ønsker ejheller et Ord fra de andre, blot at de holder sig væk. Kaj Munk havde den Gave, at i alt, hvad han gjorde og sagde af Betydning, var der noget, der fik alle Forhold til at forsvinde. Saaledes er det nu ved hans Død mere end nogensinde.
Han er den første af Aandslivets ypperlige Mænd i Danmarks Historie, som er blevet myrdet for sin Fædrelandskærligheds Skyld. Alle andre af vor Litteraturs store Patrioter fra Sakse til Henrik Pontoppidan, er døde bort, mætte af Dage i en Alderdommens Nedgangs-Bue. Kaj Munk blev dræbt paa Højden af sin Bane, endnu ung i en nyvunden Modenhed.
Hans Ære vilde ikke være mindre, hvis han havde været en simpel Soldat, falden i Frontlinjen. Han er gaaet ind i Rækken af de Faldne, de lydige danske Drenge fra forrige Aarhundreder, de ulydige fra Tysker-Besættelsens Dage, en iblandt mange. Men for os er Tabet af ham næst efter Tabet af vor Selvstændighed og Rettens Magt i vort Samfund det største Offer vi hidtil har bragt. Han er den ypperste blandt Ligemænd i Fortid og Nutid, enestaaende midt i Fællesskabet.
Uræd for Døden, fortrolig med, at Mordere var ude efter ham, har han sørget for, at ogsaa efter hans Drab vilde han være midt iblandt os, digtende, manende, spottende, revsende, tilgivende, saadan som det var hans Kald som Digterpræst i den Guds Tjeneste, der er Dommer og Forsoner, Lovgiver og Livskraft. I de Digte, han her rækker sit Folk, holder han det Guds Bud op for os, der idag er det første i al vor Lov: Elsk Danmark, Guds Gave til os, som Ondskabens Mænd vil rane — de er Fjender af, hvad Guds Ord i vore Hjerter vidner er Sandhed og Ret. Men hvad disse vore Hadere elsker, det er Forræddemes Underdanighed, Skøgernes Ukyskhed, Løgnernes Løgn, de Fejges blakkede, svampede Hjerter. Det er ogsaa alt hvad de kan vinde ved deres Sejr. Og kan de ikke opnaa det, har de som Trumf og Hævn over de rene af Hjertet den Død, som de tror er et Hul af Intethed.
Mod dette forkynder Kaj Munk i disse Digte som Dansker og Kristen, at Helvedets Sejr er ingen Sejr, og den Død de Onde kan slaa os med, har ingen Braad. For denne Forkyndelses Skyld blev han myrdet — og den lever videre her. Hele hans patriotiske Digtning bæres af Overbevisningen om, at Livets Opofrelse for Sandhed og Ret er ingen Død. Naar dit Hjerte rummer Hengivenhed for Danmarks aandelige og borgerlige Liv, er dit Hjerte større end dig selv. I dit Liv kan du fordærve det, men sætter du din Død op imod Fordærvelsen, og bliver du dræbt paa dit Nej til Lokkemad og Trusler, saa vinder du for det i dig, der er mere end dig selv, et videre Liv hos Gud og i dit Folk.
Derfor synger Kaj Munk, at de kan true, arrestere, ærestjæle, deportere — saadan gror Sandheden. Undergangens Kaar i Kamp mod onde Tyranner er netop Grøde. Og det, der gaar til Grunde i vor nationale Kamp, bliver ikke det Danmark, der stod bag den fromme stolthed, men det der hovedkulds gav sig i de Fremmedes Vold. Kristendommens Historie og al Fædrelandskærligheds Saga vidner om, at Martyrernes Sæd har en Frugtbarhed, som Forfølgernes Grumhed og Mord ikke kuer.
Det er er Kærnen i Kaj Munks kristne Patrotisme, Kristendommen er en Tro, der stiller sit Nej mod en lang Række Grundtræk i, hvad Virkeligheden synes at være i Menneskers Øjne. Død er ikke Død — Synd er ikke Synd, men udsonet — Gud er ikke en upersonlig Sum af Naturlove i Verdensmekanismens Gang, men en Far. Og Gud er blevet Menneske — Gud er stærk i den svage — Frygt og Bæven, Angst og stille Fortvivlelse, dødelig Sygdom er altsammen ikke, hvad det er for den rationelle Realitetssans. Kristendommen — for nordiske Øjne tydeligst i den lutherske Protestantisme — er alle Tiders Nej til, hvad den menneskelige Selvtilstrækkelighed mener at formaa, og hvad den forsøger at overtale til med Fornuftens og Rimelighedens og Hensynsfuldhedens og saagar ogsaa Kærlighedens Stemmer, snart ærlige, snart forløjede.
Denne spændte Protestholdning fik for Kaj Munk den 9. April en ny Gyldighed, paa en Gang udvidet og ined ganske bestemt Sigte paa de Forhold, Tyskernes Voldtagelse af Danmark skabte. Hvad han havde dramatiseret i »Ordet« og »Smeltediglen«, hvad han havde bekendt og forkyndt i Artikler og Prædikener og Digte, det rykkedes nu sammen og modnedes til at danne en fast Enhed, og Kraften deri fik en ny Retningsbestemmelse imod Besættelsen og Kompromispolitiken. Den heroiske Vilje til Ret, han havde dyrket i sine Dramers Digtning, hvis Verden da blot var Teatrets Brædder, den blev en praktisk moralsk Opgave i vort nationale Liv. I Forordet til hans Selvbiografi »Foraaret saa sagte kommer«, er der nogle Linjers hvide Tomrum; der skulde have staaet, at nu under Besættelsen var han afskaaret fra at skrive Skuespil og maatte meddele sig paa anden Maade til den store Offentlighed. Helt slap han ikke Dramaet. Et Stykke Digter gik der vel tabt. Men der blev bevaret ikke blot et Menneske med fastere Tankegang og klarere Holdning — der opstod ogsaa en profetisk Agitator. Hans Kristendom og hans Patrotisme blev koncentriske, baade i Protestholdningen og i hans positive Budskab.
Kaj Munk har aldrig givet Udtryk for Tvivl om Guds Eksistens og Kristendommens Sandhed. Det var for ham det givne som Livet selv. Det givne paa samme upaatvivlelige Maade var Danmark hans Fædreland. For ham var Nationalitetstanken knæsat af Kristendommen i Paulus Ord paa Areopagos. Vi skal være nationale Danske fordi vi nationalt ikke kan være andet uden at hengive os til Løgn og Fordærv. Det svarer til, Kaj Munk troede paa Juleevangeliet, fordi J1an ikke kunde lade være. At være Kristen er at være knyttet til Kristus uden at kunne give Grunde, hvorfor man er det, siger han i en af sine Prædikener. Saaledes er ogsaa det at være Dansk for os hjemmefødte i Danmark et Kald og en Lov. Og hvor glødende og haardtstemplende Doms-Ord han end maatte sige om den Maade, Tyskerne fik Lov at besætte Danmark paa, og vi indtil 29. August levede under deres Besættelse, saa maatte han dog udtale de Ord, fordi han var en kristen Mand, der forkyndte Kristendom.
Derfor blev han ogsaa en Nej-Mand overfor al Slags Eftergivenhed i Kompromis:ets Tegn, navnlig naar den fremtraadte i Klogskabens Klæder. Her i sine Digte erklærer han, at i Besættelses-Tidens Regering og Rigsdag og Domstol og Politi er Danmarks Sjæl ikke til Stede. Men den findes i, hvad han trefoldigt udraaber: Loven, Loven, Loven — vor Kristendoms aandelige Lov, der er den eneste ubrudte folkelige Aandsmagt i Danmarks Historie;1 — vor moralske Lov, der fordømmer de Fremmedes Løgne- og Voldsfremfærd og de griskes og de fejges Underkastelse for Tyrranniet; — vor borgerlige Lov, der har bygget vort Land og betrygget hver Mand den Ret, at uvildige Domstole holder Haanden over de uskyldiges Frihed. Den retfærdige Gud har givet Folkene deres Bestemmelse og Skæbne; men intet Folk er bestemt til med Løgn, Tyveri og Mord og alskens Voldtægt at være andre Folks Herre, som Tyskerne har givet sig til i Danmark og Norge og overalt, hvor Nazismen ellers er faret frem; og intet Folk har faaet den Skæbne tildelt at skulle opgive sig selv og blive de Ondes Trælle.
I disse Digte taler han Præstens Dommer-Ord til os om, at vi alle er medskyldige i, at Midlerne til at løse vor kristelige og nationale Opgave forfaldt, Troen og Moralen fordærvedes og Landets Forsvar smuldrede. Han forkynder Troen paa, at naar alle gode Gavers kærlige Gud afvises af haanlig Vantro, vendes Guds Vrede imod os. Han tror paa Straf over Tyrannerne; de der bombede værgeløse Abessinier, maa nu flygte fra deres knuste Hjem. Og han prædiker Omvendelse for Danmark; vort Land staar foran Damaskusporten! Han venter en ny Tid. og som Salmisten i Israel vil han synge en ny Sang. Det var meget yndigt med Lyriken om Mor og hendes Spinderok og Far og hans Sæk Rug; Aarstidernes Gang med Blomster og Fugleliv og Svømmepiger var visselig en dejlig Islæt, naar Danmarks Lyrikere vævede Vadmel. Men nu er vort Fædreland besudlet, og vor første Opgave er at bede Gud give os nye, rene Hjerter, hvor Styrke kan have til Huse. Fromhed betyder ikke, hvad de fredsnydende halvt med svage, halvt underfundige Sind vilde mene, Eftergivenhed og Sagtmodighed alene. De gamle Gudskæmpere anraabte den fromme, stærke Gud om Troens Kraft til Tapperhed mod Overmagten.
Men med Sjælen fuld af denne Bøn synger Kaj Munk ogsaa Digterens Sang om Danmark. Midt i Striden kan han høje sig bevæget ned til den lille Anemone, der skyder op i en umild Jord med Vesterhavsgusen om sin Blomst, en mild, ufortrøden Pige — og en Amazone. En anden Krigerinde kender han ogsaa, sin unge Elskede, engang den pure Yndes Skikkelse, nu svullen og gustenbleg af Kampen for at bringe et nyt Menneskeliv tli Verden. Ære være Poesien om vor yndige Flora, Kornet paa Markerne og himmelblaa Bælter mellem grønne Øer — større er dog Sangen om Menneskefødslernes Lidelser og Blodtab, Dommen over Eva og dog Naaden, der lader Liv og Lykke sejre gennem Kvalerne. Saaledes er ogsaa Danmark nu en fødsels-stridende Mor. Og Kaj Munk maner os til at staa hende bi som Mænd, der arbejder for at give det nye Liv Hus og Føde, Tro og Moral, Dygtighed for en bedre Fremtid. Derfor maler han et nyt Danmarkssyn med Billeder hentet fra den vestjydske Kyst-Natur, Regnens, Blæstens, Havbrændingens Danmark. Jylland, som lider mest under Besættelsen, gør han til Grundvolden for kommende Tiders Danmark.
Sin Humor, sin kjøbenhavnske rappe Munterhed har han ikke tabt. Replikken er der, selv om Smilet næsten helt er strammet væk af Ansigtet, og blot en hvas Haan er tilbage. Han forfrisker den alvorlige Tale med Spot over Forrædderne og vor Ulykkes Profitmagere samt de dvaske Ha’-det-godt’ere. Og til syvende og sidst kan han saamænd være med til en human Overbærenhed med de Ka’le — lad bare være med at skyde dem, naar deres Beskyttere engang er væk, det meget bedre at give dem Ansættelse som Kontrollører ved Rutsjebanen i Tivoli.
Saaledes er den store Tonefylde i Kaj Munks Testament som Præst og Digter. Han har her i sine sidste Vers villet være Forkynder og Sanger for et Kristent pratriotisk Budskab. Den æstetiske Kender vil finde, at han uden falsk Blufærdighed tager givne Toner op til nyt Spil, Bjørnsonske Vendinger, Johs. V. Jensenske Versemaal, fordi han med Rette vidste, at han ikke behøvede at vare sig for Banaliteten. Uden kunstnerisk Særsind gaar han ind i kendte Rytmer, og han sætter sine manende Tanker i Folkesangens og Børnerimets klare smeldende Formler — »hvad tror du, Guld er ham til Gavn, der slæber paa Forræddernavn« — »to er de Sprog kun vi taler: Tavshed og Dansk.
Det stemmer med Kaj Munks hele Færd fra hans Ungdom til hans Manddom, at han døde en Offerdød for Morderes Pistoler, styrtet midt paa sin højt spændte Bane. Geniale Aanders Skæbne fylder deres Liv. Selv om vort Tab af ham er stort, vil hans Folk ikke undvære den Død, han fik. I Besættelsens Aar blev han, hvad »Ordet«, hans første Drama, der rev hele Danmark med sig, bebudede: sit Lands Digter og Prædikant. Og Troen paa, hvad han i »Ordet« har digtet om: at for den kristne er Døden ikke Død, beseglede han, da Danmarks Fjender dræbte ham som Patriot.