Kaj Munk (1898–1944)

Munk, Kaj Harald Leininger, født 1898, Præst, Forfatter. Født 13. Januar 1898 i Maribo. Forældre: Garvermester Carl Immanuel Petersen (1857–99) og Ane Mathilde Christensen (1868–1903). Adopteret 13. Juni 1916 af Parcellist Peder Christian Sørensen Munk (1860–1939) og Marie Hansen (født 1860). Navneforandring samme Dag. Gift 13. Januar 1929 i Skarrild med Elise Marie Jørgensen, født 8. September 1909 i Vedersø, Datter af Gaardejer Niels Øster Jørgensen (født 1869) og Birthe Kirstine Strandbygaard (født 1876).

Munk mistede tidligt sine Forældre. Sit Barndomshjem fik han ikke i Maribo, hvor Faderen havde haft Forretning paa Torvet, men hos Plejeforældrene paa deres Gaard i Opager. Det var en fromt troende Familie, han var blevet Medlem af. Allerede som ganske lille kom han under daglig Paavirkning fra indremissionske og grundtvigske Kredse. Pastor C. J. A. Bachevold i Rubbelykke og Lærer M. Wested i Vejleby var de første Personligheder, der krydsede hans Vej. Den førstes strenge og stærke Forkyndelse og den sidstes vidtfavnende Varme mindes han med Tak og Skyldighed. Det tredie usædvanlige Menneske, som fik Betydning for ham i de allerførste Aar, var Oscar Geismar, dengang Kapellan hos Pastor Bachevold. Geismar læste med ham og drøftede uden for Lektietimerne Digtere og Poesi med Drengen. Enden paa det blev, at Munk kom i Maribo Realskole, senere i Latinskolen i Nykøbing Falster, hvorfra han 1917 dimitteredes til Universitetet for at studere Teologi. Han blev cand. theol. 1924, Sognepræst i Vedersø samme Aar. Hans Studieaar i København havde for ham deres særlige Varme ved hans Ophold paa Regensen. Et uudryddeligt Sværmeri for noget i bedste Forstand studentikost kan han føre tilbage til sin Regensianertid, som kulminerede med hans Valg til »Klokker«.

Munk var tidligt poetisk vakt. Som otteaarig begyndte han at skrive Digte i Oehlenschlägers og Prædikerens Stil og fandt saaledes paa en morsom Maade allerede i sin poetiske Fostertilstand frem til nogle af de Inspirationskilder, som ogsaa siden har næret ham. I sidste Klasse i Maribo Realskole skrev han sit første Skuespil »Pilatus«, der blev indsendt til forskellige Forlag og Teatre og rejiceret. En Privatudgave af dette første Stykke udkom til Julen 1937. Hans egentlige Forfatterskab begynder med Skuespillet »En Idealist«, opført paa Det kgl. Teater og trykt 1928. Det blev dels paa Grund af en forkert, »ekspressionistisk« Iscenesættelse, dels ogsaa fordi det var saa nyt og usædvanligt i Form og Indhold, en rygtbar Fiasko. Efter dette historiske Skuespil om Kong Herodes følger et Drama med moderne Milieu, »I Brændingen«, trykt 1929, opført 1937 paa Betty Nansen-Teatret. Det handler om en Georg Brandes-lignende Person. Det næste Skuespil er igen et historisk Drama, denne Gang om Henrik VIII.: »Cant«, opført paa Det kgl. Teater og trykt 1931. Det blev Munks første store sceniske Succes, hans Gennembrud som en Teaterdigter, Folk vil se. Det næste Drama »Ordet« rykker igen frem til vor Tid, men paa en egen Maade, det er et Mirakelspil fra den danske Landsby. Paa Scenen befæstede det Munks Position, det blev 1932 en enestaaende Succes paa Betty Nansen-Teatret. Bogudgaven er fra samme Aar 1933 opførte Det kgl. Teater det bibelske Drama »De udvalgte«, det foreligger ogsaa trykt. Derimod har næste Aars Skuespil »Kærlighed« aldrig været trykt. Digteren lod sig nøje med Det kgl. Teaters Opførelse af det temmelig svage Arbejde. 1935 spillede Betty Nansen-Teatret en af Munk »omsat«, det vil sige radikalt moderniseret og aktualiseret Udgave af Shakespeares Hamlet. Et Privattryk udsendtes af denne til Julen 1938. 1936 opførtes paa Folketeatret »Sejren«, et politiskaktuelt Skuespil om en Diktator i Italien og hans Kamp for at erobre Abessinien. 1938 opførte samme Teater »Han sidder ved Smeltediglen«, ogsaa et politisk Skuespil med tydeligt Sigte. Det handler om Jødeforfølgelserne i Tyskland. De to politiske Dramaer foreligger i Bogform. Et nyt historisk Drama om Dyveke, Sigbrit og Christian II., »Diktatorinden«, blev opført paa Det kgl. Teater 1938, men er ikke trykt. Derimod har Munk udgivet et Filmsmanuskript, bygget over det samme Stof, »Filmen om Christiern den Anden« (1938). Trykt er heller ikke »Puslespil«, en Slags konservativ Revy bygget over en laant Idé og beregnet paa at give Carl Alstrup Lejlighed til at vise sit Talents Muligheder i syv Roller. Det blev som Sommerspil en stor Succes paa Folketeatret 1939. Foruden denne lange Række dramatiske Arbejder har Munk skrevet en Rejseskildring fra en Fornøjelsesrejse til Palæstina »Vedersø-Jerusalem retur« (1934), en Samling Jagtskitser »Liv og glade Dage« (1936), to Digtsamlinger, »Os bærer den himmelske Glæde« (1934), en Række Digte fra Palæstina, og »Knaldperler« (1936), en Samling Børnevers, en Oxfordbog »10 Oxford-Snapshots« (1936) og endelig et større Udvalg af Artikler, Noveller, Skitser og Digte, plukket blandt hans talrige Bidrag til Dagspressen (især »Nationaltidende« og »Jyllandsposten«); det har faaet Navnet »Himmel og Jord« (1938). I sine Digte formaar Munk ofte at gaa ind under de gamle Genrers Krav og løfte dem til poetisk Gyldighed for moderne Mennesker. Han har skrevet Salmer, som fortjener at blive optaget i Salmebogen, Fædrelandssange, som kun venter paa at blive sat i Musik, et pragtfuldt Digt til Kong Christian X.s Jubilæum, hvori han har pustet Liv i en Genre, som man troede var døet ud i det 18. Aarhundrede. Hans Vers er ikke melodiøse, men sprogligt markante. Hans Prosa i de faa Noveller og Skitser og de mange Artikler er enestaaende frisk og slagkraftig. Det er ikke nogen dannet Prosa, men der er en vældig Bølgegang i den. Indtrykkene springer frem, og Billederne slaar ud — altid paa en original, ikke altid paa nogen smagfuld Maade. Munk er af mange Grunde, ogsaa af den sidste, en anvendt og beundret Journalist. Hans Ansigt over for Offentligheden er livfuldt, hans Maal ud over det religiøse at vække en sund Nationalaand og en Samling omkring nordiske Idealer. Det er imidlertid som Dramatiker, han har gjort en Indsats, som vistnok maa kaldes blivende. Han har slaaet et nyt Drama afgørende igennem. Uden Forudsætninger er han ikke, heller ikke i dansk Litteratur. Men han er den første, som har overbevist Publikum om, at Teatrets Reteatralisering var Vejen frem, og som har overbevist det paa en Maade, der har slaaet 20’ernes uhyggelige Teaterkrise ihjel og fyldt 30’ernes danske Teatre. Sine kunstneriske Principper har han klart fremsat i to Artikler, den ene fra 1928, inspireret af »En Idealist«s Fiasko, den anden fra 1938, fremkaldt afden straalende Genopførelse af Stykket. De er begge trykt i »Himmel og Jord«. Han slutter sig i disse Artikler til det Drama, som bryder med Naturalismen og opstiller Kravet om Forstørring, Lidenskab, Farver, Glød og Tempo. »Kunsten skal være et Chock«, staar der i et af hans Skuespil. Det vil sige, at han arbejder paa det store Dramas Linie. Han har lært teoretisk af Pirandello, praktisk af Filmen, poetisk af Shakespeare. Hans Teater er et elizabethansk Teater i det 20. Aarhundrede og spænder som et i Aand og Sandhed elizabethansk Teater fra det ophøjede til det barokke, fra det glimrende gennemførte til det hastigt nedrablede. »En Idealist« er beslægtet med de store Skuespil i Verdenslitteraturen. »Diktatorinden« kæmper — men forgæves — for at tage Kransen fra »Ridderen af Randers Bro«. Over for Indvendinger af æstetisk Art trækker Munk paa Skulderen. Dels fordi han nærer en særdeles god Mening om sig selv i Forhold til anden, nuværende og forhenværende Dramatik, dels og mere afgørende, fordi han med sine Skuespil vil tjene — som han har sagt — »En Højere«. Hans Dramer er da ogsaa, naar man betragter dem ret, skrevet over det samme Bibelord næsten alle sammen: »Hvad nytter det et Menneske, om det vinder al Verdens Rigdom, hvis det tager Skade paa sin Sjæl«. I et Sammenstød mellem Guds Krav og Verdens Krav knitrer Ideerne i disse Skuespil, og den, der giver Kejseren, hvad Guds er, dømmes haardt og afgørende. Det kunstnerisk og menneskeligt almengyldige ved dette tilsyne- ladende strengt religiøse Problem er den liflige Belysning, Munk giver det. Han fremstiller Verdens Rigdomme og Lidenskaber med en Glans, som gør deres Intethed umiddelbart dramatisk rystende, naar den demonstreres til sidst, naar de Kraft- og Helteskikkelser, han maner frem i sin Digtning, vakler og styrter med et Brag, der i et almindeligt Tilskuermenneskes Sind udløser den store klassiske Følelse over for Tragedien: Medlidenhed og Rædsel.