paa nattens fane flammer min lyre —
— hvergang maanen gaar ned,
spindes endnu en stræng paa min lyre —,
rives endnu en tunge frem i mit vajende billed —
— yngre —, endnu yngre —!
det ufødte er det blankest krævende,
det rødest smilende, det stoltest lidende,
det som vender jorden —
allerede kvider jeg henrykt i min lyres ildspind —
stræng efter stræng bryder
gennem mit øje
og sænker hedere —, dybere dets bund —
— naar skal jeg se vidt —?
naar skal jeg ufødt bide jordens hjærte —?
naar overvinder jeg min lyre —?
— naar dybet leende kysser sit eget skød,
da hvæsser min lyre en magmataare
og elsker jorden hjærte med honningfughs tunge
— svirrende — blidt —