du klarøjede,
som min sorte ranke vilde lyse for,
du gyldne,
fandt sprukne rødders armod —
mit blods forbitrede famlen
skræmte dig saa djævelsk helligt ren,
at alt mit fattige lys
blev vaad stank —
— min feberblomstrende hunger
skal formindske dig
som en blafrende perle i havet —
— og du, satan, skal svide igennem
selv vanvidets taarnhøje
tænderhakkende mur af sod —