fra faa, men fjerne lyse kyster
kalder —
kalder ædel røst
stolt og klart
os til ugjort liv —
det ugjorte
det stolte
det flængende, kærneblottende —
det ugjorte
det stolte
det, som frælser lyset —
det er ikke afmagt
at bøje knæ —
jo, for glædens tunge guder
hvilende, kælne —
hun, den fjerne,
den ubønhørlige
kræver selvet aabnet
blodrødt, skælvende —,
kalder friheds kærtegn
pøbelkys —
med sorte næver
gennem verdens magre blod,
forhungret støbt
i haabløs viljes kæde
river hun
led for led, haanblindet
døende fremtid
mod stranden —