Ellevte Scene.
(Felix og Felicia, begge klædte i Purpur og den Første
med Diadem om Hovedet, træde ind med hinanden ved
Haanden. De ledsages af en Skare Riddere og Da-
mer, som fordele sig i Baggrunden og til begge Sider.
Billo følger bagefter Felicia).
Robert.
Der er Prinds Victor, Eet med Pagen Felix,
Der er Felicia, Eet med Victorine,
Provences Fyrste og hans Søster leve!
Alle (svingende med Hat og Skjærf).
Provences Fyrste og hans Søster leve!
Victor.
Fyrstinde! Høie Hertug! Ædle Herrer!
Troer mig, ei mindre jeg er overrasket
End I, ved denne Vending af min Skjæbne,
Og ved Fortunas Gaver, uden Maal.
Hun har behaget af sit Fyldehorn
At strøe paa mit og paa min Søsters Hoved
Sit rige, underfulde Blomsterflor,
Og slynge Diademet om vor Pande.
Gudinden takke vi — men Glands og Lykke
Har ei forandret os. (til Aurora) O min Fyrstinde!
Hvis Pagen Felix I tilgivet har,
Hvis Eders Hjerte ei har vendt sig fra ham,
Hvis den Beretning indeholder Sandhed,
At Baandet, som Jer bandt, er ikke meer —
Da lad mig tale som en Magt mig byder.
(Han løfter Diademet af, og bøier Knæ for Aurora).
Det Diadem, hvis Herlighed har smykket
De fagre Lokker omkring Eders Hoved,
I tage her tilbage fra min Haand,
Med Magten over dette skjønne Rige.
Mig I tilstede kun, som før at elske
Det Liv, hvoraf mit Hjerte fik sit Liv.
Aurora.
Saa ædle Ord fortjene ædelt Gjensvar.
Viid da, min Prinds, at da mig Rygtet meldte,
At Pagen Felix var ei mere til,
Da gjorde jeg mig selv det stille Løfte,
At hans jeg var i Tid og Evighed.
(Sætter Diademet igjen om hans Pande, og hæver ham op).
Her paa sin rette Plads er Diademet,
Den Glands, som dette skjænker, er mig nok!
Victor.
Hvad har jeg hørt! Kan jeg mit Øre troe?
Hvormed har denne Lykke jeg fortjent,
Uendelig som Himlene paa Fryd?
Ja, Victor hedder jeg! thi jeg har seiret;
Men kald mig Felix — Felix er mit Navn.
Alexander.
Midt i Jer Lykke hør mit Ord, min Fyrste!
Bevarer I endnu det bittre Had,
Og er vi Venner eller Fiender?
Victor.
Venner!
Thi Stridens Dame vil, at vi forsones.
Ei sandt, min Søster?
Victorine.
Sandhed er din Tale.
Hr. Hertug, ræk min Broder Eders Haand!
Alexander (til Victor).
Her er min Haand, dog hvad jeg giver Eder,
Det ønsker jeg Felicia maa annamme.
(til Victorine)
See, min Fyrstinde! kun en Lærling var jeg
Hos Guden, der gjør hele Verden viis.
Og derfor har jeg handlet som en Daare,
Forledt af Klogskab, der er Daarers Mester.
Kan I tilgive mig? Vil I mig lære,
At Lykken er en Eenhed og ei meer?
Victorine.
Selv kjender bedst I den, som har mit Hjerte.
Dog er min Haand kun Eders, hvis Aurora,
Min fordums Herskerinde, saa det vil.
Aurora.
Min ædle Slægtning! jeg forstaaer dit Ord.
Men viid, at Hertug Alexanders Tale
Til mig var aldrig kjærlig eller øm.
Victorine (rækkende Alexander sin Haand).
Frit som en Fugl tør Glæden flagre nu!
Alexander (kyssende hendes Haand).
Hvor priser jeg mit Held! Thi Traaden fandt jeg
Igjennem Livets Labyrinth til Lykken.
Victor.
Mens Alt er Glæde her, lad ei mig glemme
At bringe dem min Tak, hvem jeg den skylder,
Først Eder, ædle Greve! I, som førte
De Flygtende til deres Hjem, og trøsted
De Sørgende med Eders milde Ord.
Eet ønsker jeg, at altid Eders Visdom
Maa staae ved Thronens Side som dens Skjold.
Robert.
At jeg min Eed har løst — at Fædres Fjendskab
I deres Børn til Kjærlighed er vorden,
For det jeg takker Gud paa denne Dag.
Victor.
Og Eder, Billo, skylder jeg min Tak.
I var mig tro i Nøden — Tak for dette!
(rækker ham Haanden.)
Billo.
O, Eders Høihed, jeg har altid betragtet Felix
og den smaa Felicia som mine egne Børn. Skulde
jeg nu engang imellem af Vanvare bruge upassende
familiaire Udtryk, bedes det naadigst undskyldt.
Victorine.
I slipper ei saa let fra mig, Hr. Billo!
Husk paa, min Stemme kun er halv uddannet.
Billo.
Rigtig, rigtig min Naadige! Der maa sandt for
Herren spændes bedre for, skal det blive til Noget ...
(hoster) Tusinde tusinde Gange om Forladelse! Den
slemme Hoste! — Jeg vilde sige: Noget Fuldendt,
noget Extraordinært, som det sømmer en saa extra-
ordinær Dame.
Victorine.
Vi forfra vil begynde — synge Scala.
Billo.
Ja, synge Scala! Meent I mig fortryller.
(kysser hendes Haand.)
Balliot (træder pludselig frem).
Min høie Prinds! Tilgiv min store Buk,
Og medens Naaden lyser, skjænk mig Naade!
Victor.
Hvad Buk begik I da, som selv I siger?
Balliot.
Den utilgivelige Buk, at ei
Jeg har min Fyrste seet i Pagen Felix,
Skjøndt selv bag Skyer man bør Solen kjende.
Victor.
Den Buk er pardonneert!
Balliot.
Jeg er lyksalig!
(gaaer tilside.)
Carocco (træder frem).
Eders Høihed! Eders høie Naade! Ogsaa jeg
har en Synd, eller rettere: ingen Synd at afbede.
Ved en Inflammation i min Hukommelse, hvoraf jeg
Undertiden lider, var jeg iforgaars saa uheldig at fortælle
Eders Høihed, at jeg i en Bataille havde hugget
Haanden af Eders salig Fader, og stukket en halv
Snees af hans Cavalerer ihjel. Det var en Feilta-
gelse, Eders Høihed! — Det var Altsammen en
Feiltagelse. Med Attester kan jeg godtgjøre, at jeg
den Dag Slaget stod havde Forraadnelses-Feber, og
fra Morgen til Aften laae og spillede Dam og Trik-
trak med Hr. Billo.
Victor.
Nu, Sagen skal blive undersøgt, og Eders Løn
blive derefter.
Carocco.
Jeg forlanger Intet bedre, Eders store, fyrste-
lige Naade! (træder tilside.)
Victor.
Hr. Lysander!
I bør ei ene staae ved dette Spil
Som var I skyldig — Lykken har det kronet!
Lysander.
Min ædle Fyrste! Jeg beundrer Lykken,
Thi skjøndt den selv er blind, er den ufeilbar.
Victor (henvendende sig til Alle paa Scenen).
Nu, mine Herrer! Fagre Damer! Alle,
Hvem troe Vasaller vi og Venner kalde,
Vi haabe snart at byde Jer til Gjæst
Ved vor Formælings skjønne Dobbeltfest.
Een Stjerne drager bort, og een forbliver;
Men begge deres Glands til Festen giver,
Og begges Straaler sig forene vil
Ei blot ved Dandsen men ved Ridderspil.
Op derfor Ridder! Sværdet om du binde,
At du maa Kampens Løn af Skjønhed vinde,
Op ædle Dame! Viis dig i din Glands,
At Tapperhed kan beile til din Krands.
Forsaml Jer Alle, Glædens Dag at feire
Med Konstens Spil og ridderlige Seire;
Naar Lykken, meer end hele Verden stærk,
Vil sætte Kronen paa sit eget Værk:
Naar denne lille Haand Savoyen vinder,
Naar denne med Provence sig forbinder.
(Idet han siger de sidste Ord, tager han sin Søsters Haand og
lægger den i Alexanders, og rækker Aurora sin egen.
Dækket falder.)
Ende paa „Fyrste og Page“.
Anmærkning.
De Udeladelser, der finde Sted ved Stykkets Opførelse paa
Theatret ere følgende: 1 Akt 1 Scene Pag. 9, Fra: „Fik
jeg ikke andet end“ o. s. v. Til Pag. 10: „Bliv Jer tilfreds“
o. s. v. exclusiv. — Pag. 17 Fra: „Nu, lad det gaae for hvad
det er“ Til: „Stille! der er Prindsessens Page“ exclusiv. —
5 Scene Pag. 34: Fra: „Hvad er det dog“ Til: „og hjem
til Fred“, exclusiv. — Pag. 35 Fra: „Hvor straaler Maanen“
Til: „Jagtens fjerne Toner“ inclusiv. — 3. Akt 9. Scene
Pag. 154: Fra „Saa var min høie Fyrstes Villie“ Til: „Nu
min Hr. Marschal!“ exclusiv. — 10 Scene, (Slutnings-Scenen)
Pag. 161 Fra: „og Eder, Billo, skylder jeg min Tak!“ Til:
„Nu, mine Herrer, fagre Damer, Alle,“ o. s. v. exclusiv. —
Til de her anførte Forkortninger er i 3die Akt endnu føiet For-
andringen og Omarbeidelsen af et Par Mellemscener, hvorved
Akten forhaabentlig vil have vundet i dramatisk Henseende.