Niende Scene.
(De Forrige uden Felix og Felicia).
Balliot (træder frem).
Hvis Eders Høihed det befaler, vil
Jeg strax ham lade fængsle.
Aurora.
Tie, Hr. Marschal!
(til Carocco og Billo.)
Til Eder, Ridder! og til Eder, Billo!
Den Pligt jeg overdrager, at bevogte
Ethvert af Pagens og hans Søsters Skridt.
(til Alexander.)
Undskyld, min Hertug, at jeg nu mig fjerner;
Men ikke vel jeg føler mig. Min Marschal
Vil sørge for, at Festen ei forstyrres.
Alexander.
Hvad er vel Festen, uden Festens Dronning?
(Aurora hilser, og forlader Scenen fulgt af et Par Damer.
Carocco og Billo bort.)
Alexander (til Lysander).
Ha, neppe jeg min Harme meer kan tvinge!
Imellem Skam og Vrede slaaer mit Hjerte.
Hvo har mig ledt i denne Labyrinth?
Lysander.
Imorgen Alt vil klare sig, jeg vedder.
Alexander.
Umuligt! Ha, hvor er min Sjæl ydmyget!
En Pages Naade reddet har min Ære!
Balliot (nærmer sig Alexander).
Min Hertug! Tør jeg spørge, om en Dame
I ønsker Jer, for Dandsen at begynde?
Alexander.
Nei, hverken Damer eller Dands, Hr. Marschal!
Balliot.
Maaskee Forfriskning er Jer nu tilpas?
Et Glas Champagne? Lidt Confect?
Alexander.
Confect?
Nei, af den grove fik jeg nok. God Nat!
(gaaer.)
Balliot (til Lysander).
Stands, Hr. Lysander! Løs mig denne Gaade!
Lysander.
En anden Gang. Nu maae I selv den raade.
(følger Alexander.)
Balliot.
Ja, hvis jeg bare kunde. Grov Confect
Han talte om — og dog er Hoffets Vine
Og Confiturer altid superfine,
Thi selv jeg prøver dem med Tungens Vagt —
Hvad kan han mene da med grov Confect?
(Han ryster paa Hovedet, vender sig om og gaaer midt igjennem
Scenen. Cavalerer og Damer blande sig mellem hverandre.
Orchestret istemmer en Quadrille.)
Dækket falder.