Sjette Scene.
De Forrige. Balliot, Aurora, Carocco, Felicia
og Følge træde ind.
Balliot.
Fyrstinde Aurora!
Billo (sagte til Felix).
Stik Kaarden ind, Felix! I en Hast, inden
Marschallen seer det. Dragne Kaarder i Slottet er
Majestætsforbrydelse.
(Felix stikker Kaarden ind og træder hen i Baggrunden til
Felicia.)
Alexander (som gaaer Aurora imøde).
Min Lykke her jeg priser, min Fyrstinde;
Thi hvad jeg søgte, kommer mig imøde.
Aurora.
Saa gaaer det tidt, min ædle Hertug. Søger,
Saa skal I finde; saadan lyder Ordet.
Alexander.
Og ei forgjæves lyder dette Ord,
Der giver Haabet Vinger. Hvad jeg søgte,
Var Klangen af den Stemme, som jeg hører,
Var Glandsen af det Blik, som nu jeg seer.
Lysander (for sig).
Det gaaer fortræffeligt!
Felix (for sig).
O, mit Hjerte!
Felicia (for sig).
Vee mig!
Aurora.
Endnu jeg Eders Høihed Tak er skyldig.
Alexander.
Hvorledes?
Aurora.
For den Vittighed, det Lune,
Hvormed igaar I trøsted Hoffets Damer,
Og holdt mig skadesløs for Jagtens Skræk.
Alexander.
O, min Fyrstinde! Vid og Lune fødes
I Selskab, hvor man Vid og Lune møder.
Min Tale var et daarligt Echo kun
Af Eders Ord. O tro mig, da jeg følte,
At ikkun Eders Røst har Magt at vække,
Imens den kalder frem mit Hjertes Gjenklang,
Den glade Aand paa Læbe og i Blik.
Lysander (for sig).
Ja, Bravo!
Felix (for sig).
Hykler! Hykler!
Felicia (for sig).
Det er Døden!
Aurora.
I vil ydmyge mig — men see, vor Marschal
Har længe ønsket vore Tungers Taushed,
For at hans egen Læbe kunde aabnes.
Træd frem, Hr. Balliot! Ordet det er Eders.
Balliot (til Alexander).
Hvis Eders Høihed er til Festen rede,
Og gi’er til Cer’monien Jer Consens,
Saa vil det Videre jeg nu forordne.
Alexander (afsides til Lysander).
Hvad mener han?
Lysander (til Alexander).
Auroras Fødselsfest,
Hvis Stjerne sig i denne Aften hæver.
Alexander (til Balliot).
Hvad spørger I, Hr. Marschal, om min Villie?
Hvad hendes Naade, min Fyrstinde, vil,
Er og i denne Sag mit Hjertes Ønske.
Balliot.
Saa vender jeg, ifølge Embeds Medfør,
Mig nu til Eder, høie Herskerinde,
Med samme Spørgsmaal.
Aurora.
Det er overflødigt.
I veed, at Hertug Alexanders Ønske
I denne Sag er stemmende med mit.
Balliot.
Min Pligt jeg kjender nu. Til Riddersalen,
Min høie Hertug, naadigste Prindsesse,
Som Marschal jeg indbyder Eder Begge.
(Træder tilbage og aabner Døren.)
Aurora (til Alexander).
I seer, min Marschal kjender sine Pligter.
(Da Alexander, som nu har faaet Øie paa Felicia, ikke hører)
Men hvilket Syn har Jer bedaaret? Borte
Er Eders Sjæl og Øie. (vender sig om) Hvor, min
Hertug,
Er denne Troldom skjult, som Jer fortryller?
Alexander (fatter sig og siger med sagte Stemme).
Den Røst, som talte nu, har Trylleriet
I sine Toner. (høit) Dog, os Festen kalder;
Thi længst har Eders Marschal Veien vist.
(Han byder Aurora Haanden. Begge forlade Scenen, fulgt af
Balliot.)
Lysander.
Nu spille vi det høie Spil. Velan!
Alt paa det sidste Kort, og vi skal vinde.
(følger Alexander.)
Carocco (til Billo, der gaaer efter Lysander).
Holdt! Syngemester, et Ord!
Billo.
Og det er?
Carocco.
Er I med ved Gildet i Aften?
Billo.
Hvilket Gilde?
Carocco.
Saa I veed det ikke engang? Seer I, da her
i Aften ikke vanker Andet end Luften, som kun gi’er
tørre Halse og tynde Maver, saa har jeg og nogle
andre gamle Udhalere skudt sammen til et Gilde,
hvor vi til den lyse Morgen vil drikke det fyrstelige
Pars Skaal. Er I med, Billo?
Billo.
Er det en Invitation eller en Proposition?
Carocco.
Det Sidste, Syngemester! Det Sidste. Hver
skyder en Snees Sølvskillinger ind i Kassen — Kas-
sen helde vi i en umaadelig stor Bolle — Bollen
helde vi i Halsen ...
Billo.
Og Halsen?
Carocco.
Befinder sig vel derved, Billo; usigelig vel. For
at pleie min egen Hals, lader jeg Alverdens Flaske-
halse springe, indtil jeg selv er om en Hals. Naa,
er I med?
Billo.
Nei, til slig en halsløs Gjerning er jeg ikke
med.
Carocco.
Snak Syngemester! Ud med Jere Skillinger,
og ind med Jer i Gildet.
Billo (idet han gaaer).
Nei, hverken ind eller ud.
Carocco (tager fat paa ham).
Billo! Gamle Ven! Saa hør dog ...
Billo.
Ikke et Ord! Døv er jeg, stokdøv for Jert For-
slag.
Carocco.
Saa gid I da aldrig mere maa knække Halsen
paa en Flaske rød Viin!
Billo.
Ligemeget Carocco! Saa drikker jeg den hvide;
det er mig akkurat eet og det Samme.
(gaaer ud.)
Carocco.
Fordømt! Jeg havde tænkt, han skulde betale
Gildet.
(bort.)
Felix (træder frem med Felicia).
Op, min Felicia! Sænk ei dit Øie.
Vær ikke modløs nu, men følg med mig.
Felicia.
O, var vi tusind Mile dog herfra!
Felix.
Mit Ridderord du har, at Nattens Stjerner
Skal see min Flugt og din.
Felicia.
Men hvorfor tøve?
Hvorfor ei flygte bort i denne Time?
Hvi skal vi vandre til vor egen Smerte,
Og see vor egen Qval? O Felix, har du
Ei nok i det forsvundne Syn? i Ordet,
Der gjennembored mig? — Var det ei nok?
Felix.
Nei, Slutnings-Sangen vil jeg høre; Enden
Jeg skue vil paa Alt — saa vil jeg døe.
Felicia.
Ei kan jeg bære det, at saa du sørger.
Min Broder, hvad vil du ved denne Fest?
Felix.
Hvad jeg ved denne Fest og Høitid vil?
Veed jeg det selv? Og dog en Magt mig driver,
Jeg maa derhen. Endnu for sidste Gang
Jeg skue vil det Øies Lys, hvori
Saa lang Tid jeg har levet, — milde Stemme,
Din Tone vil endnu engang jeg høre,
Og trylles som saa ofte ved din Klang.
Endnu engang jeg vil min Glæde see!
Endnu engang — den allersidste Gang,
Og saa Farvel for evig. — O, min Søster!
Tag ei min Taare her for Svaghed. Følg mig,
Ifald du tør; — hvis ei, bliv her tilbage.
Felicia.
Nei, som din Fryd var min, er min din Klage.
(begge bort.)