Tredie Scene.
(Lysander træder ind idet de Andre forlade Scenen.)
Lysander (seende efter dem).
Hvo gik herfra? Vor spæde Ridder var det,
Som nylig sine Sporer har fortjent;
Og ved hans Haand den unge Dame gaaer,
Mod hvem, skjøndt mod min Villie, jeg maa stride.
(gaaer frem.)
Paa Ære! Intet let Spil just jeg har;
Thi til at tæmme Alles Lidenskaber,
Jeg staaer alene med min Smule Hoved.
Hvor har idag jeg været som paa Vagt,
At intet Ord min Hertug skulde naae
Om Rollen, som i Aften han skal spille;
Thi vidste han, at denne Dag skal løse
Hans Hjertes Doppelthed i Eenhed op,
Han vilde vende sig fra denne Fest,
Som en Patient fra bittre Lægemidler.
Og dog — hvem veed? thi selv han ikke veed,
Ifald hans Flygtighed jeg rigtig kjender,
Hvem egentlig han elsker af dem begge.
Men er først Tingen skeet, og har han hørt
Sig proclameret som Auroras Brudgom
I Alles Paahør — da, min ædle Hertug,
Da maae I nolens volens holde Stand,
Og gribe Lykken, som I nu forstøder.
Men jeg? — O Taabe, som jeg er i Grunden!
Hvad vinder jeg ved Spillet? Alles Utak!
Først Alexanders, om endog paa Skrømt,
Dernæst Auroras, naar hun Uraad mærker,
Og syvende og sidst Felicias.
Ja, med den unge Dames alle Damers,
Som vil mig grusom falde, da jeg offrer
(Saa er jeg sikker paa vil Talen lyde)
For Politiken tvende varme Hjerter.
Ak, meget muligt er det, at engang
Naar jeg — hvad Gud forbyde — bli’er forelsket,
For denne Handling bitterlig skal bøde.
Jeg Stakkel! Al min Vinding er kun Tanken,
At jeg min Hertugs Ære redder her.
