Anden Act.
Første Scene.
(Et Forgemak. I Baggrunden en Løibænk, hvorpaa Felix
sidder i en hvilende Stilling. Idet Dækket gaaer op, reiser
han sig.)
Felix.
Ha, jeg har sovet — Legemet sig hvilte,
Men Sjælen hvilte ei; den sukked under
De gyldne Drømme, som den maatte skabe,
Og hine Luftkasteller, som den bygged
Og atter nedrev, for igjen at reise
Dem mere glimrende af deres Grav.
(han gaaer frem paa Scenen og tager Auroras Billede frem.)
Fast blind jeg maa mig see paa disse Træk,
Og dog er hundred Gange mere herligt,
Det Billed, som mit Hjerte har af hende.
Naar paa det ydre her mit Øie skuer,
Da rører sig det indre Billed mægtigt
Og lever underfuldt i Hjertet op;
Thi klart dets Miner tale, søde Ord
Gaae fra dets Læber ud i rene Toner,
Og funklende som Nattens Lys dets Øine,
Lig tvende Sendebud fra Paradiset,
Til Himlen kalde mig fra denne Jord.
Og dog, o Billed her! skjøndt dødt og mat
Imod det sande Billed i mit Hjerte —
Dog føler jeg din Kraft, thi fast du holder
Det stolte Øieblik, da du blev mit.
Da stod hun for mig i sin Glands og Skjønhed,
Og talte Ord, som aldrig jeg vil glemme;
Da slog hun mig til Ridder; da jeg knælte
Og skued op i hendes milde Aasyn,
Som skued i den rene Himmel jeg.
— O, stod som dengang atter hun for mig,
Og havde jeg med Blod min Troskab tegnet!
Jeg vilde tale, som jeg da ei voved,
Om al min Kjærlighed og al min Sorg.
For hendes Blik jeg vilde smelte hen,
Og døe for hendes Fod; — paa hendes Haand
Jeg vilde med et Kys udaande Alt;
Af hendes Røst, af hendes milde Ord
Jeg vilde drikke Livet selv i Døden!
(Pause.)
O Tanke, som forfølger mig! Hvis Smerte
Forbittrer Alt — hvis Mørke følger Lyset;
Lig Natten, der bestandig Dagen følger: —
Ham seer jeg allevegne! Han, hvis Haand
Vil al min Herlighed mig grumt berøve;
Han, som min Skat vil plyndre og mig give
For al min Rigdom kun et Savn istedet —
Hans Billed er som hendes allevegne! —
O, stod han her for mig! og maatte Sværdet
Nu dømme mellem os! — Jeg vilde seire!
Jeg vilde med mit Liv den Ret mig kjøbe,
At elske hende meer end alle Andre.
Og faldt jeg end i Kampen — o, da skued
Jeg ei det Syn, som dog vil Død mig give:
Min Stjerne røvet evig fra mit Blik!
(Døren gaaer op. Han vender sig hurtig).