Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Felicia, Felicia, hvad har jeg seet! Hertug

Alexander paa Knæ foran Jer. Barn, Barn! veed

I, hvad I har gjort? Har I nogensinde hørt cri-

men læsæ majestatis omtale? Veed I, at denne

Forbrydelse kan koste Jer Hovedet? Nu begriber jeg

Alt. Derfor havde I ikke Tid at synge; derfor vilde

I have mig bort. Et Stævnemøde —

I tager Feil, Hr. Billo! Dette Møde

Var ikke aftalt; ligesaa uventet

Kom dette Møde mig, som det kom Eder.

Det faaer I mig aldrig til at troe. Men lige-

godt! Eders Forbrydelse er ikke mindre derfor. (rørt)

Stakkels, stakkels Barn! Og det skulde jeg, Eders

faderlige Ven og Lærer opleve! Jeg kan neppe troe

det, saa uhyre er Gjerningen; men saae jeg det ikke

selv? Laae han ikke her paa Knæ foran Jer? Sprang

han ikke op da jeg kom ind? Hørte jeg ham ikke

hviske Jer søde Ord i Øret da han gik? Felicia,

ak, du Usalige! saa dybt kunde du synke!

Slet Intet jeg forstaaer af Eders Tale.

Nei denne Frækhed overgaaer al Beskrivelse!

Det regner I for Intet, at have en Kjærlighedshisto-

rie med ... med ... med ... jeg kan neppe faae

Ordene frem ... med ...

Hvad vil I sige? Meent I mig forskrækker;

Jeg tør ei høre mere, nei! —

Men I skal høre det. Er det muligt, skulde I

ikke vide, hvad næsten hele Hoffet veed, at Hertug

Alexander er Fyrstinde Auroras forlovede Brudgom?

Hvad siger I?

At den fyrstelige Trolovelse skal declareres imor-

gen ved Festen, og at man kun venter Grev Roberts

Tilbagekomst fra Italien, for at høitideligholde For-

mælingen; at ...

Det er umuligt! — ja! — men o, mit Hjerte!

Nu bliver det reent galt; hun falder i Besvi-

melse. Felicia, mit gode Barn! Felicia, saa hør

dog!

Ei vil jeg høre mere; intet Ord! —

Men bort jeg maa ... I Haven vil jeg ned —

Ud i den friske Luft! ... Forlad mig Billo!

Jeg trænger ei til Eders Bistand mere.

Dog gjør hun det, det stakkels Barn, og jeg

skal ikke svigte hende.