Anden Scene.
Felix, de Forrige.
Felix.
Ridder Carocco! Fyrstinden venter Jer i sit
Gemak.
Carocco (til Billo).
Hun skulde dog ikke allerede have erfaret, hvad
vi nys talte om?
Billo.
Meget muligt; ved Hoffet have Væggene Øren.
Carocco.
Det var skrækkeligt, hvis det var saa; men
kanske er det om Jagten hun vil høre min Mening.
(til Felix) Jeg gaaer og parerer Ordre.
(Carocco bort).
Felix.
Jeg følger Jer.
Billo (holder ham tilbage).
Et Ord, Hr. Felix!
Felix.
Hvad er til Tjeneste?
Billo.
Min kjære unge Ven! Længe har jeg søgt Lei-
lighed til at tale med Jer i Eenrum; nu træffer det
sig jo ret beleiligt. Hvordan har I det? Hvordan
er det fat med Jer? I er jo reent forandret paa
den sidste Tid. I seer saa melankolsk ud som Natten,
og gaaer saa gravitetisk som om I fulgte Liig. Felix
Felix! min unge Ven! I skulde dog vel aldrig være
smittet af politiske Ideer, og gaae frugtsommelig med
en Revolution i Staten? Tag Jer dog for Alting i
Agt for disse Griller. Betro Jer til mig; I veed, at
jeg er Jer sande Ven. Eder og Eders Søster, den
lille Felicia, elsker jeg som mine egne Børn. Derfor,
ud med Sproget! Hvad mishager Jer i vor Stats-
forfatning? Er det ved Hoffet eller i Armeen at I
ønsker Reformer? Er det ...
Felix.
I er en Nar. Lad mig gaae!
Billo.
Nei, jeg slipper Jer ikke, før I betroer Jer til
mig. (Afsides: veed jeg alle Hemmeligheder ved Hoffet,
vil jeg vide denne med). Siig mig, tager jeg Feil? Er det
maaskee ikke Statssager, som har forvandlet Jer fra
en Sommerfugl til en Ugle.
Felix.
Uglen er I selv! Slip mig og lad mig gaae!
Billo.
Eller er I kanske forelsket — I bliver rød —
o, her tog jeg ikke Feil. I er forelsket — ja tænkte
jeg det ikke nok! I er forelsket i et eller andet Fruen-
timmer. Fy, skam Jer noget! Kun 17 Aar gam-
mel, og tænker allerede paa Sligt. Men hvem kan
det være? Den lille Annette, Huushofmesterens
Datter — hvad? Eller Hofgartnerens smaa Julie?
Eller ....
Felix.
Eller Jer selv, Hr. Billo! Jeg vil ikke længer
høre paa Jer. Farvel!
Billo.
Nei, nei! For saa godt Kjøb slipper I ikke.
Noget er der i Veien med Jer, det er vist. Før hed
I altid den gale Page, thi I havde kun Galskab og
Lystighed i Panden; nu kunde man gjerne kalde Jer den
fornuftige, den forknytte, den forgjorte Page; thi
Noget maae I have gjort, hvorfor I altid hænger
med Næbbet, og ikke mere tør see Folk i Øinene.
Felix.
Ha, Uforskammede!
Billo.
Saa, det hjalp; nu seer I ordentlig vred og
majestætisk ud. Naa, ud med Sproget! Hvad tryk-
ker Jer? Hvorfor synger og dandser I aldrig mere?
Hvorfor kryber I nu som en Snegl paa Jorden,
mens I før fløi som en Fugl i Luften? Tal, for
Guds Skyld tal, bedste kjæreste Hr. Felix! og let en
Steen fra Eders faderlige Vens Hjerte.
Felix (idet han halv vender sig fra Billo).
Saae du i Skovens Dyb det ranke Træ,
Hvis Krone over alle stolt sig hæved?
I Træet Fuglen sad, den underfulde,
Med store, gyldne, purpurklædte Vinger,
Hvormed den fængslede mit Blik, mens Øret
Berustes af dens klare Trylletoner.
Hver Dag jeg vandrede om dette Træ,
Og meer og mere blev min Sjæl fortryllet,
Og Liv og Glæde drog tilsidst mit Hjerte
Kun af den syngende, den gyldne Fugl.
Da drev min Længsel mig i Træet op;
Jeg steg fra Green til Green — fra Green til Green
Fløi paa den samme Tid min Fugl iveiret,
Og mellem mig og den blev samme Afstand,
Og lige fjern dens Herlighed og Sang.
Dog opad drev en Magt mig end bestandig,
Den sidste Green jeg naaede, paa hvis Spidse
I Luften høit den stolte Fugl sig gynged.
Alt strakte ud jeg Haanden for at naae den,
Af Haab og Glæde svulmed Hjertet alt —
Men Fuglen steg mod Solen i det Samme,
Og Grenen brast, og jeg til Jorden faldt.
(Gaaer.)
Billo.
Ih, Gud bevare’s! forrykt er han bleven. Al-
deles, totaliter forrykt og afsindig.
(følger ham).
