Nu, da Aftensolen svinder
Bag den skovomkrandste Bred,
Nu, da Nattens Lys oprinder,
Medens Evighedens Minder
Stige funklende herned:
Sidder jeg paa hviden Kyst,
Og med Øiet jeg forfølger
Havets skumbeklædte Bølger,
Brusende i Kraft og Lyst.
Hvorfra disse dybe Stemmer,
Denne underfulde Klang?
Friske Toner jeg fornemmer,
Alt hvad Havets Dybde gjemmer
Ruller i den sære Sang:
Lig et Suk fra bundløs Grav,
Torden lig, der mat sig bryder,
Verdens stærke Røst, der lyder
Fra det store Verdenshav.
Hvorhen storme disse Bølger
Med de hvide Rygge hist?
Stærke Vind! som nu dem følger,
Som med Skummets Slør dem dølger,
Siig, hvor fandt I Hvile sidst?
Hist i Vesten, hist i Øst,
Hist ved Sydens varme Strande?
Har I trykket Nordens Pande,
Stolte Bølger! til Jert Bryst?
Kommer I fra Dybets Rifter,
Hvor sig skjuler Verdens Vrag,
Hvor de vældige Bedrifter
Ligge Liig — hvor Mørket skifter
Aldrig med den lyse Dag?
Kyssed I den Dødes Mund?
Ham, som tusind Favne dækker,
Ham, som ingen Morgen vækker
Af et hundredaarigt Blund.
Randt I om de stolte Værker
Fra den Tid, der været har:
Kraftens overblevne Mærker,
Skjønheds svundne Underværker,
Som den gamle Verden bar?
Saae I Alt hvad Dybet fik,
Hvad der fandt sin Grav i Voven?
Mere værd end Alt heroven —
Mere værd — det dog forgik!
Først naar Fjeldets Sider smelte
Paa den sidste, store Dag,
Først naar Havets Skaaler vælte,
Naar sig løser Jordens Bælte
Med det frygtelige Brag:
Da skal ud af Dybets Nat
Stige frem hvad nu bevares,
Da skal atter aabenbares
Den nedsunkne Verdens Skat.
Indtil da du ruller, ruller,
Hav, uendelige Hav!
Døver Stormen med dit Bulder,
Bærer Snekken paa din Skulder,
Styrter den i Dybets Grav.
Frisk som da du først frembrod,
Trykker du med Ungdomsvarme
Jorden i de fulde Arme,
Kæmpekraftig, mild og blød.
Klare, blaalig-grønne Dække
For den aldrig maalte Bund!
Hvad som du kan mægtig trække
Sjæl og Øie — kraftig vække
Alt som du i Hjertets Grund?
Bøielig som svagest Siv
Fik du Verdens halve Styrke,
Himlens Dybde, Nattens Mørke,
Dagens Lys og friske Liv.
Du, som gjemmer Aftnens Stjerne,
Morgnens Rødmen i dit Skjød,
Du, som fra det høie Fjerne
Drager længselfuld og gjerne
Lys og Farve til dig ned:
Støvets Bryst hvor er du lig!
Mens du Jord og Himmel favner,
Fuld af Uro dog du savner
Fredens stille Aand i dig.