Snart vexler Tidens Form; dens Skikkelser
Er Drømmen lig, der let forbi os farer,
Thi Øieblikkets Kraft fortærer alle,
Og kun Erindring gjør dem varigt Liv:
Men ud af Sjælen springe rige Strømme,
Der i Forening mægtigt vælde frem
Igjennem Tidens Port som Livets Bølger.
En Evighed er disse Kilders Ophav,
Og gjennem deres Væsen aabenbarer
Sig Sjælens hemmelige Væsen selv.
Men hvis du Kildernes Natur vil kjende,
Da heft dit Øie paa den ydre Verden,
Thi alt det Skabte kun er Tankens Billed;
Og hver en Form af Aanden, Fryd som Sorg,
Har dannet tusind Skikkelser, i hvilke
Den skjulte Verden speilede sit Liv;
Har opladt tusind Tunger, som fortolke
Den indre Stemme med forskielligt Sprog.
O, lyt til disse Røster! Snart din Fod
Det hemmelige Land betræder — snart
Dit Øie seer dets vexlende Natur.
Det var mod Aften: over Heden gik
Jeg frem med tunge Skridt, thi som en Byrde
Af mange Centner Tiden hvilte paa mig;
Og for mit Øie Himlen dækket var
Af Taagens tætte Slør, saa ingen Straale
Af Dagens Stjerne, men et uvist Lys
Mig Veien viste gjennem Sandets Ørk.
Rundt Egnen øde var, thi Flodens Seng
Var tørret ud, saa intet Træ fandt Liv
Til Væxt og Frugt, og hvert et Græs var visnet.
Og naar jeg løftede mit Blik, jeg saae
Kun hist og her en enkelt Fugl, der fløi
Med matte Vinger gjennem Taagens Hav,
Som var dens Kraft forbi, som gik til Døden
Dens trætte, sidste, sørgelige Fart;
Men taus jeg vandred frem; selv Sukket døde
Paa Læberne, og lig en blytung Vægt
Laae Afmagt paa min Sjæl, saa ingen Glands
Af Haabets rige Sol mit Øie skued,
Saa Livets Strøm, saa Kraft og Lyst og Mod
Var som en Kilde midt i Ørknens Sandhav
Til Bunden tørret ud — var som en Plante,
Der savner Lys og Varme, visnet hen.
Og Nat det blev. Jeg foran Skoven stod,
Den tykke, dunkle, hvis uhyre Stammer
Og tætte Kroner lovede mig Ly
Mod Regnens Strømme, der nu styrted ned
Med slig en Magt, som havde Luften sig
Forvandlet til et Hav, der faldt til Jorden.
Og Stormen løfted nu de stærke Vinger,
Og fløi med Lynets Fart og Tordnens Bragen,
Saa Jorden rysted, og dens indre Huler
Med Bæven aabnede de dybe Svælg.
Men ind jeg flygted i den dunkle Skov,
Hvis Grene Stormens Magt nu sønderbrød
Lig Sivets svage Rør; hvis tykke Stammer,
De hundredaarige, nu bøied sig,
Og sukked i det Inderste, som nærmed
Sig den forfærdelige Skjæbnes Dom.
Dybt skjælvede min Sjæl, og Rædsel greb den,
Thi vilde Toner lød fra Skovens Indre
Lig Ulvens Tuden og Schakalens Hyl,
Og høit fra Træers Toppe Ugler skrege,
Som raabte de paa Hævn. Rundt skued jeg,
Men intet Syn mit Øie saae til Trøst,
Thi bælmørk Nat bedækked Alt, — mit Øre
Var ene levende af alle Sandser;
Men gjennem denne Port drog Frygt og Jammer
Med deres vilde Hære mod min Sjæl.
Saa flygted jeg, thi Angst min Fod bevinged.
Igjennem Skoven brød jeg — alle Tanker
Var vegne fra mig: Skræk var ene til.
Forbi var Regnen — Stormens Vinger bundne,
Et Uveir havde renset Luften, men
En bitter Kulde ramte mig, der stod
Nu foran vilde Klipper. Skoven laae
Alt længe bag mig, og et ukjendt Land
Af Iis og Snee sig aabned for mit Blik.
Frem vandred hurtig jeg, og snart omringet
Af steile Fjelde gik jeg langs med Randen
Af dybe Klofter, hvor det mindste Feiltrin
Mig havde ført til Undergang og Død.
Hvorhen jeg skued, saae jeg samme Øde:
De nøgne, steile, iisbedækte Fjelde,
Den høie, hvide Snee, de frosne Bække,
Den stille, ubeboede Natur.
Alt var en Grav, og Dødens Kulde huste
Paa disse Steder, hvor Naturens Liig
Sig strakte frygtelig for Øiet ud.
Da isnede min Sjæl — den sidste Varme
Svandt af mit Bryst; det sidste lyse Haab
Forvandled sig til Dødens blege Billed;
Og ned jeg satte mig og saae til Himlen,
Hvorfra en Skare kolde, klare Stjerner
Beskued som med Haan min Undergang.
Da drog en Bitterhed, jeg før ei kjendte,
Igjennem Hjertet, og som Lynets Slag,
Der splitter Skyens Hvælving, brast dets Pandser,
Og tusind Taarer styrted af mit Blik:
— Hvor blev det stille! Som ved Tryllemagt
Forsvandt de øde Fjelde, og jeg vandred
Ind i den vide Dal, som aabned sig:
Saa stille var det i den hele Dal;
Det var som Alting slumred, som om Sovnen
Nys havde lagt sit lette Drømmeslør
Paa hver en Gjenstand, mens det svage Lys
Lig Aftendæmring dunkelt kun mig viste
De matte Omrids, som en Taage dækked;
Dog svæved Ynde lig en luftig Gratie
Hen over Engen, og fra hver en Kant
Brød Melodier frem lig Harpetoner.
Og allevegne kjendte Skikkelser
Mit Øie mødte, men de hviilte alle
Som slumred de, skjøndt deres Læber smiilte
Og sagte aabned sig til et Farvel.
Jeg skred forbi dem halv i Fryd og halv
Af Frygt betagen, mens den samme Stemme
Mig fulgte ængstelig med sit Farvel,
Da saae jeg foran mig et gyldent Tempel,
Hvis Straaler selv i Dagens blege Lys
Var som naar Morgenrødens Glands sig hæver,
Og over Templets Dør jeg læste: Lykken.
Let aabnede jeg Døren, traadte ind
For sødt at fryde mig i Lykkens Straaler,
Men Ødelæggelsen mit Blik kun traf;
Thi sønderslaget Altret laae i Gruset,
Og sønderbrudt hvert Billed — Orglets Toner
Klang som en Sang, der fattes Harmonie.
Men under disse Toner Gulvets Grav
Sig aabned, og en Skikkelse steg frem,
Dybt i hvis Hjerte sad et Sværd; hvis Øie
Var lukket, og hvis lange Lokker strømmed
Ned om de hvide Skuldre som et Slør.
Da vendte jeg min Fod og stormed ud,
Mens Billedet mig fulgte lig en Skygge;
Dog var det ikke Skræk, hvad nu jeg følte,
Det var et Veemod, som var Sjælen smeltet,
Som løste Hjertet sig i Medynk op.
Frem iilte jeg til Flodens nære Rand,
Og i den lette Baad jeg kasted mig
For ret at hvile, for at døe, for aldrig
At vaagne mere op til Lys og Dag.
Hvad nu mig hændte ei jeg veed, thi bort
Paa Flodens Bølger Baaden drev, og Slummer
Laae som et gravtykt Dække paa min Sjæl.
Det Morgen var, og Solens Rose steg
Just frem af Jordens Skjød dengang jeg vaagned.
End hviilte jeg i Baaden, der sig gynged
Paa Flodens blanke Vande, hvor de smelted
Til Eet med det umaalelige Hav.
Og over Havet saae mit Øie ud,
Hvis Kreds med Horizonten sig forened,
Hvis Bølger hvined som en Piil i Flugten,
Hvis tykke Taager hæved sig fra Fladen,
Og steg iveiret op lig sorte Skyer,
Der som et Pandser lagde sig om Solen,
Saa denne reiste sig, en ildrød Kugle
Foruden Straaler med en skummel Glands.
Men som en Fjer nu Vinden greb min Baad
Og slynged den fra Bølge over Bølge
Midt ud i Havets dybt oprørte Vande.
Alt vented jeg min Død, thi Baaden dykked
Som Fuglen paa sin Flugt — da saae jeg om,
Og saae en Klippe rage frem af Dybet,
Hvorpaa der sad en Skikkelse, hvis Øie
Med Stjernens Glands mig traf i denne Nød.
Ud strakte Haanden han, og Baaden drev,
Som lystred den hans Vink, mod Fjeldets Side;
Og frelst og sikker jeg paa Klippen stod.
Men da jeg hævede mit Øie, saae
Jeg foran mig en Genius, hvis Vinger
Hang sænkede om Skulderen; hvis Træk
Var stivnede som Iis; hvis mørke Blik
Mit Øie traf med underfulde Straaler.
Han rakte Haanden ud og talte: Siig,
Hvad er dit Navn, og hvorfra kommer du
Til dette Hav, og hvorfor søgte du
Min Bolig, som den Dødelige flyer?
Mit Navn er Homo sukked jeg — min Fod
Har gjennemvandret alle Rædslers Rige,
Og alle Skrækkens Pile traf min Sjæl.
Ei drev min Villie mig til dette Sted:
En useet Magt mig over Heden førte,
Igjennem Skovens dybe Nat, og over
De vilde Klipper og de stille Dale
Til Flodens Bølger, som mig bragte hid.
Ei selv jeg søgte dig; en anden Magt,
Og mere stærk end jeg har ledt mit Skridt —
Men hvo er du? — O, hvis du det formaaer,
Da løs mig disse Gaader, som forvirre
Min Tanke nu; o, bryd den Lænke, som
Min Sjæl har bundet, saa det hele Liv
Mig forekommer nu et evigt Fængsel.
Da smiilte han — dog Smilet snart forsvandt,
Og dobbelt blege blev hans blege Kinder,
Og dobbelt Alvor svæved om hans Pande.
Du er hos Sorgens Genius, han sagde,
Du gik ad Sorgens Veie: Afmagt, Skræk,
Den bittre Kulde og det dybe Veemod
Har vexelviis dig ængstet og behersket;
Du seiled ned ad Sorgens Strøm, Du kom
Til Sorgens Hav, som her dit Øie møder
Foruden Grændser og foruden Bund.
Hver Draabe her er bitter, intet Liv
Bevæger sig i disse Vande — Skygger
Kun stige frem af disse Bølgers Grav.
Saa talte han, og greb min Haand og drog
Mig til sit Bryst; hans marmorkolde Hjerte
Berørte mit, og om min Skulder slynged
Han sine Arme, mens de blege Læber
Han trykked paa min Mund med disse Ord:
Nu er du min — jeg vier din Sjæl til Sorgen.
Men af hans Arme rev med Skræk jeg mig;
Et Afgrundssvælg sig aabned i min Tanke,
Og skjælvende min Læbe talte: Saa —
Er Alt forbi! Forbi er Glæden, Haabet,
Og Fredens milde Aand er evig død! —
Du feiler, svared han, thi denne Klippe
Som hviler midt i Sorgens Hav, er Fredens,
Og Haabet lyser end fra hine Stjerner,
Der, medens Solens Glands er svunden, sende
De stille Straaler til dit Øie ned.
Og vil du kjende Glæden, den, som bliver,
Som stiger dobbelt skjøn og evig herlig
Af Sorgens Hav, saa sku, og lær af mig!
Et Bæger greb han nu, et stort og gyldent,
Og fyldte det af Havets Vand til Randen
Og rakte mig det hen. En Draabe drak jeg,
Men bitter, ak, som Døden, var dens Smag.
Nu tog en Spire han af Klippens Grund
Og sænked den i Bægret, som han holdt
Høit i sin venstre Haand, imens han slynged
Omkring mit Liv den høire Arm, og bredte
Til Flugt det store, hvide Vingepar.
Bort fløi han nu med mig, og Klippen svandt,
Og op fra Søens Bølger let vi stege
Høit over Taagen i den stille Luft.
Men for mit Øie sortned Alt, thi Flugten
Gik opad nu med Pilens Fart; mit Øre
Fornam kun Vingernes de stærke Slag.
Saa fløi vi længe — da mit Blik jeg atter
Iveiret slog, laae Jorden under mig
Kun som en stor og blegrød Stjerne, mens
Det hele Firmament sit Bælte slynged,
Besaaet med lyse Kloder, rundt om os.
Men op til Sorgens Genius jeg saae,
Hvis Arm endnu mig favned og hvis Haand
Endnu det gyldne Bæger holdt i Luften —
Men hvor forandret saae jeg nu hans Træk,
Og end jeg aldrig skued slig en Skjønhed!
Ud fra hans Øie Freden lyste — Glæden,
Den himmelske, omsvævede hans Pande,
Og fra hans milde Læbe Ordet klang:
Sku op til dette Bæger og fat Mod!
Da saae jeg voxe op af Fredens Spire
Og Sorgens Vande nu en himmelsk Blomst,
I Form en Lilie, hvis lukte Krone
Sig hæved meer og meer, saa høit den steg
Frem over Skaalens Rand og spredte ud
I Ætherhavets Skjød sin rige Vellugt;
Nu steg den høiere, og Kronen bredte
Sig stor og større, og paa eengang brast
Dens Bæger, farvet indeni som Solens
Den første Rødme; milde Toner klang
Fra Blomstens dybe Indre, der sig aabned,
Som fødtes nu den rene Harmonie,
Hvori sig Liliens Bladekrone formed.
Men ned i Skaalen skued jeg — fortæret
Af Blomstens Væxt var Vandet; Perler skjulte
Den stærke Rod, hvis ranke Stengel gynged
Sig let, som Fuglen gynger sig paa Grenen.
Og høit mod Stjernen Sorgens Engel slynged
Det gyldne Bæger nu — som Draaber fløi
De klare Perler ud, og Bægret sank,
Mens Blomsten, hævet opad, svandt for Øiet.
— Men Sorgens Genius talte: Opad stiger
Nu Paradisets gyldne Lilie — siig,
Om du begriber nu dens lette Flugt?
Hvi sank den ei til Jorden? Hvorhen fløi
Den rige Perlekrands, som den omslynged?
Og mon dit eget Væsen kun du fatter?
Hvor er dit Sted i Rummet? Hvad er Tiden
I denne Evighedens lyse Kreds?
Kast rundt dit Blik — see om din Tanke rummer
Blot disse Stjerners Tal, som nu du seer?
Og saae du Lilien voxe frem af Vandet?
Begreb du Blomstens Væxt? og hvad er Spiren,
Som slutted i sit Indre dette Liv?
Saae du det Lyse gjemmes i det Mørke,
Det Søde i det Bittre — saae du Natten
At føde Farven og den varme Dag?
Og siig, hvad er din Sjæl, den skjulte Kjærne,
Som bringer tusind Værker frem, enhver
I Form og Farve vexlende, og alle
Af samme Rod og samme Næring fødte?
Og hvo er jeg, skjøndt een, for hvert et Øie
Forskjellig dog, og efter Hvers Natur
Snart hadet, frygtet, elsket og forbandet?
— Du eier intet Svar. Erkjend, at Intet
Begribes enkelt, men det Hele fatter
Kun den, der samler Alting i sin Aand.
Han taug; — mit Øie lukte jeg og hvilte
Mig til hans Bryst. Lig Storm jeg atter hørte
Hans Vingers vældige og stærke Slag —
Jeg skued Jorden — og tvivled ikke.