Eensom jeg sidder i det stille Kammer,
Hvor Mindet kun besøger mine Tanker;
Taus Natten er, ikkun mit Hjerte banker
Med tunge Slag, mens døsig Lampen flammer.
Jeg tænker paa min Elskovs Fryd og Jammer,
Og mens i Mindets Urtegaard jeg vanker,
Hvert Smiil og Ord og Blik af dig jeg sanker,
Som var det Blomster mellem Lundens Stammer.
Og mens jeg Smilets Rosenknopper blander
Med Ordets duftende Viol, og vikler
Imellem dem dit dunkle Bliks Aurikler,
Og Blomsterne med Længsels Taare vander,
Jeg tænker: Krands! maaskee du kun skal smile
Paa Graven, hvor mit Haab er lagt til Hvile.