Forunderlige Træ, som dybt herinde
Har slaaet Rødder i mit Hjertes Kammer!
Snart gløder du som Guld i Solens Flammer,
Snart stille Sølverstjerner paa dig skinne.
Snart gyser alt dit Løv for kolde Vinde,
Og visner hen og falder af med Jammer;
Snart staaer du atter skjøn som Skovens Stammer,
Naar lysest Foraarskrands de om sig binde.
Om Skyen sortner, eller Stjerner spille,
Ved Dag og Nat du voxer langsomt, stille,
Og strækker imod Himlen dine Grene.
Jeg sidder i din Skygge taus og ene,
Indtil engang mit Hoved ned jeg lægger,
Og du min Grav med dine Blade dækker.