Som Oldtids Spaamand, der fra Høiens Tinde,
Ved Stjerneskjær, med ufravendte Blikke
Paa Himlen stirred, for at see, om ikke
Naar Fugle fløi, han kunde Varsel finde:
Saadan jeg eensom staaer, min Elskerinde!
Og venter, du skal Varselsordet skikke.
Dybt under mig jeg lader Jorden ligge,
Dens blege Lys udslukkes og forsvinde,
Naar over mig jeg skuer i det Fjerne
Dit Øies milde, drømmerige Stjerne,
Og bader Sjælen i de rene Luer.
Trofast jeg staaer til Nattevagten ender;
O, var blot Ordets Fugle, som du sender,
Ei sorte Ravne da, men hvide Duer!