Ellevte Sang
Hovmodige.
Hovmodige.
Vor Fader! du, som boer i Himmellandet!
"Begrændset ei, men kun fordi meest kiære
"Helliget som dit Navn, din Almagt være,
"Saasandt som alle Skabninger tillige
"Ned til os komme Freden fra dit Rige!
"Thi vi kan ikke op til den os svinge
"Med al vor Kløgt, naar den ei ned vil stige.
"Som dine Engle dig et Offer bringe
"Af deres Villie, mens de Lovsang kvæde,
"Saa skee det og blandt Jordens Børn, de ringe!
"Foruden hvilken man i dette Øde
"Tilbage gaaer, jo meer man frem vil træde!
"Som vi forlade Hver den Sorg og Møde,
"Vi have lidt, saadan, algode Fader!
"Led ei vor Dyd, som let sig bøie lader,
"I Fristelse ved Fienden, altid rede,
"Men fri den fra hans Vold, der Dyden hader!
"Ei for os selv, thi det behoves ikke,
"Men for de Andre, vi forlod dernede."
Saalunde hørte jeg dem Bønner skikke
Om Vandringsheld for sig og os, mens trætte,
Angstfulde, som man tidt i Drøm kan ligge,
De vandred under Byrder, lidet lette,
I Kreds henad den første Fieldrands Veie,
For Verdens mørke Taager at udslette.
Naar hisset de for os at bede pleie,
Hvad kan til Tak vi giøre her og svare,
Vel bør det sig, vi hiælpe dem at klare
De Pletter, som de fik paa Jord, saa rene
Og lette de til Stiernerne kan fare.
"Saasandt Guds Ret og Mildhed maa forlene
Jer, Længsels Vinger snarligen at røre,
Der skulle løfte Jer fra disse Stene:
Viis os, hvor Veien hurtigst kan os føre
Da lad os faae den jævneste at høre.
Thi han, der med mig gaaer, maa endnu bære
Paa Klædningen af Adams Kiød, og denne
Giør, mod hans Hu, hans Trin paa Bierget svære."
De Ord, som nu jeg hørte dem udsende
Til Svar paa det, min Fører lod dem vide,
Kom, jeg veed ei fra hvem af disse Svende;
Men saa de lød: "Følg os til høire Side!
"Derhenne vel en Opgang findes turde,
"Ad hvilken En, som lever, frem kan skride.
"Og hvis ei Stenen det umuligt giorde,
"Den, som min stolte Nakke saadan bryder,
"At jeg mit Aasyn bøie maa til Jorde:
"Saae jeg paa ham, der endnu Livet nyder,
"Men ei har sagt sit Navn, om jeg ham kiender,
"Og om min Byrde Medynk ham indgyder.
"Jeg var Latiner, født af store Frænder,
"Guglielm Aldobrandeschi Liv mig skienkte;
"Jeg veed ei, om hans Navn I hørte, Venner!
"Min gamle Slægt og dens Bedrifters Mængde
"Slig overmodig Stolthed i mig vakte,
"At paa vor fælles Moder ei jeg tænkte,
"Men gav mig til, hver Borger at foragte,
"Til Sligt (Siena veed det, og hver Bonde
"I Campagnatico) mig Døden bragte.
"Stolthed har Skade voldt, men mine Nære
"Den med sig rev og lod dem gaae tilgrunde.
"For dens Skyld maa jeg nu slig Byrde bære,
"Til Gud forsonet er, fordi jeg giorde
"Det ikke hist, her blandt de Dødes Hære."
Jeg bøied Panden lyttende mod Jorde,
Og under Stenens tunge Byrde vendte
En af dem sig (ei han, der tog tilorde),
Saae mig og kaldte høit, da han mig kiendte;
Men skiøndt jeg gik heelt krum langs Veiens Bredder,
Var det med Nød kun, han et Blik mig sendte.
Agubbios Priis, og for den Konst en Hæder,
Som i Paris Illuminering hedder?
"De smile meer, o Broder!" Aanden mæled;
"Nu han ved hele Hæderen sig glæder.
"Knap havde jeg, mens jeg paa Jorden dvæled,
"Saa ydmyg været, thi en mægtig Længsel
"Mig efter Roes og Fortrin der besiæled.
"Slig Hovmod maa betales her med Trængsel;
"Selv her jeg ikke var, hvis ei histomme
"Jeg havde kaldt paa Gud fra Syndens Fængsel.
"O jordisk Priis og Kløgt, hvor er I tomme,
"Hvor stakket Eders Top er grøn at skue,
"Hvis ei bagefter plumpe Tider komme!
"Og overskygger reent hans Hæders Lue.
"Sprogkonstens Priis; en tredie Skialds Bedrifter
"Faae dem vel beggeto af Reden jaget.
"Al Verdens Larm er kun en Vind, der vifter,
"Snart kommer den fra Syd og snart fra Norden,
"Og skifter Navn saa tidt den Hiørne skifter.
"Hvad Ry har du om du til Støv er vorden
"Som Olding, eller som et Barn, der laller
"Før tusind Aar er gangne over Jorden?
"Og tusind Aar mod Evigheden falder
"Meer kort dog, end et Blink af Øielaaget
"Klang før Toskana tidligen og silde;
"Nu mumler knap Siena om ham noget,
"Hvor han var Herre, da Firenzes vilde
"Hovmod blev knækket, der i hine Dage
"Saa stort var, som det nu er lavt og lille.
"Jert Ry er Græssets Lød, der kommer fage
"Og gaaer igien; den samme Sol det bleger,
"Som lod det ungt og grønt af Jorden drage."
Dit sanddrue Ord mig Hovmodsbylden læger,
Sagde jeg, og med Ydmyghed besiæler;
Men hvo er han, som foran sig bevæger?
"Det Provenzan Salvani er," han mæler;
"Fordi han voved under sig at lægge
"Sienas By, paa dette Sted han dvæler.
"Alt fra sin Død gik han i denne Række
"Og gaaer foruden Rast; slig Mønt og Bøde
"Betale de, som hist var altfor frække."
Og jeg: Naar Aanderne, der ei fortrøde
Før de paa Livets Grændse stod, maae gange
Saa lang Tid under Bierget, fra de døde,
Som de har levet hist paa Jordens Vange,
Med mindre fromme Venner for dem bede:
Hvor kommer han da hid, fremfor saa Mange?
"Betvang han Stoltheden engang, og vanked
"Hen paa Sienas Torv, hvor han sig teede
"Frivillig saadan, medens Folk sig sanked,
"For at udfrie sin Ven af Fængslets Vaade,
"At hver en Puls udi hans Legem banked.
"Jeg siger ikke meer; det er en Gaade,
"Nok handle, saa du lærer den at raade.
"Hiin Daad forløste ham, om hvem jeg melder."