Den velopdragne Søn
Et bøhmisk Sagn.
Et bøhmisk Sagn.
Da jeg mine Heste græssed, dyssed mig i Søvn en Vind,
Og imidlertid sig listed Hestene i Kornet ind.
Da kom Markens Eier til mig, som en Tydsker snydevred:
„Ih du Skjelm, jeg skal dig lære, græsse Heste i min Sæd!“
Hvad? tør I for Skjelm udskjælde mig, retskaffen Moders Søn?
Var saasandt det kun en Anden, skulde snart han faae sin Løn.
Syv Aar har jeg tjent hos Eder; aldrig I mig utro fandt:
Kun den Nagle til et Vognhjul — den har jeg betalt kontant.
Syv Aar har jeg tjent hos Eder; har jeg gjort jer noget Meen?
Kun en Klods jeg tog af Skuret, men da faldt jeg, slog mit Been.
Syv Aar har jeg tjent — hvormeget gav I mig i Alt, min Ven?
Engang kun en Søndagskjorte, som jer Kone tog igjen.
Brav jeg er; den gad jeg see, som Noget sige kan paa mig,
Eders Lise kun undtagen, og hun, veed jeg, sladdrer ei.
Om hun kunde sige Noget, veed jeg nok, hun varer sig,
Thi det var bag Rosenhækken hende selv, som lokked mig.