Hvad Jomfruen tænkte.
Hvor saligt, i en Sommernat som denne,
Saa mild og kølig hvilende paa Marken,
Mens tusind klare Stjerner stille tindre,
At vandre med den Elskede i Parken!
Hvor saligt, i en Sommernat som denne,
At vandre i en Kreds af sine Kjære,
Og, ved en Moders, ved en Søsters Hjerte
Den søde Fred at kalde frem og nære!
Hvor saligt, under Løvets milde Susen
At aande ud i øm, fortrolig Tale
Sin Længsel og sin Glæde og sin Uro,
Sig hos en ædel, trofast Sjæl husvale:
Men i den skjønne Sommernat kun ene
Jeg stirrer op mod Stjernerne fra Ruden,
Og ene lytter jeg til Sjælens Stemmer,
Og ene lægger jeg min Kind til Puden!
Hvad Ridderen sagde.
Hvi er Du saa bedrøvet,
Saa tavs og sorrigfuld?
Hvi skyer Dit Øie Løvet
Og Vaarens friske Guld?
Hvi lister sig en Taare
Ned ad Din skjønne Kind?
Hvo har vel kunnet saare
Saa huldt, saa reent et Sind?
Siig, var det Fortids Minder,
Hvis Bølger væded Dig?
Var det et Haab, som svinder?
En Grav, som lukked sig?
Er det en gammel Smertes
Opvaagnen, som... o tal,
Er det et skuffet Hjertes
Unævnelige Kval?
Du tier — o jeg fatter,
Din Sorg har intet Navn,
Og intet Ord erstatter
Dit hemmelige Savn.
Ei meer som Barn du drømmer
Om et elysisk Held,
Og intet Sprog udtømmer
Din Taares tavse Væld.
Og dog — hvis Du blot vilde
Dig hvile ved mit Bryst,
Maaskee — hvo ved? — en Kilde
Udsprang for Dig til Trøst, —
Som kunde Smerten døve...
O, hvil Din Kind hos mig;
Det er jo kun en Prøve, —
Maaskee det lindrer Dig!
Hvad Jomfruen skrev.
Det var en Drøm, den er forbi.
En Drøm saa stor som Himlen rummer,
Saa salig som en Engels Slummer,
En sød, en evig Melodi.
Det var en Drøm, men ingen Tone
Er mere smeltende og øm,
Som Æbletræets Blomsterkrone,
Saa duftende var denne Drøm.
Jeg var et Barn, jeg var som blind,
Og ingen Fryd og ingen Smerte
Sig havde vugget i mit Hjerte
Og sat sit Mærke paa min Kind.
Og ingen Bitterhed og Harme
Mig havde aabnet Taarens Væld,
Men heller ei af hellig Varme
End gjennemglødet var min Sjæl.
Da kom han, o, han var en Mand!
Og hvisked Toner i mit Øre,
Som aldrig før jeg fik at høre,
Som aldrig meer jeg glemme kan.
Han gav mig af sit Hjertes Varme,
Han gav mig af sin rige Aand,
Han talte kjærlig til mig Arme,
Og trykked bævende min Haand.
Og hver en Lyd og hvert et Ord
Som Guldvin faldt i klare Skaaler,
Faldt som de milde Foraarsstraaler
Ned i den blomstersvangre Jord.
Og Elskovs Rosenknopper brøde
Ustandset af mit Hjerte frem,
Og, hvor der før var tomt og øde,
Der bygged jeg for ham et Hjem.
Hvor ofte har jeg paa ham kaldt
I mine Tanker, mine Drømme,
Med Navne sværmeriske, ømme,
Han var mit Liv, han var mig Alt!
Men hvad der høit i Hjertet talte
Jeg at udsige mægted ei,
Hvad Phantasien dristig malte,
Fandt aldrig over Læben Vei.
Han troed mig af Stolthed blind,
Og før han havde mig forstaaet,
Han tænkte sig forraadt, forsmaaet,
Og flygted bort med krænket Sind.
Og jeg, — som vilde Alt ham skjænke,
Og fulgt ham til en ukjendt Ø, —
Og for ham baaret Nag og Lænke,
Og jeg, som vilde for ham dø!
— „O vidste Du, hvad jeg har lidt,
O vidste Du, hvormangen Taare
Jeg Dig har offret, og hvor saare
Jeg sørget, angret har og stridt, —
Du vilde brede dine Arme,
Du vilde glemme dine Tvivl,
Du vilde naadig Dig forbarme,
Og skjænke mig igjen dit Smiil!“
O, at min Ild mig gjorde stum,
O, at en Trolddom bandt min Tunge,
Saa tidt jeg vilde høit udsjunge
Det, hvortil Talen ei har Rum.
Jeg vented ham i Aar og Dage,
Med søde Længslers Frygt og Lyst —
Han kommer aldrig meer tilbage,
Han hører ei engang min Røst!
Hvad Ridderen skrev.
Velsignet være dit Hoved, dit Hjerte, din Haand,
Velsignet være dit Brev med det rosenrøde Baand,
Velsignet hvert dit Skrifttræk, saa henaandet, saa let,
Velsignet være den Due, som bragte mig det!
Velsignet være Luften, hvorigjennem den fløi,
Hver Kvist, alle Træer, hver en smilende Høi!
Velsignet være alle de Himlens Fugle smaa,
Som paa sin Flugt fra dig til mig den mødte og saae.
Velsignet være Alt, hvad der hører Dig til,
Dit Øie, din Fod, din Barm og dens glødende Ild,
Hvert Suk og Smiil, som aander og straaler i dette Brev,
Velsignet være hver Taare, som faldt imens du skrev!
Velsignet være din Morgen, din Dag, din Aften og Nat,
Velsignet være din Kjærligheds den gyldne rige Skat! —
Velsignet være dit varme, dit svulmende Blod,
Velsignet hver en Plet, hvor du sætter din Fod!
Velsignet være den Time, du beder din Aftenbøn! —
Velsignet være det Leie, hvor Du hviler i Løn, —
Hvor ensom og i Taushed din Sorg du har kvalt:
— Din Søvn og dine Drømme — velsignet være Alt!
Hvad Fuglen sang.
Skjøn Jomfru, som sidder saa lidende
I Skoven,
Der kommer en Ridder ridende,
O tro ham ei!
Han kommer saa lystig syngende
I Skoven,
Hen over Græsset det gyngende —
O tro ham ei!
Hans Klæder ere saa skinnende
I Skoven,
Hans Tanker ere som Vindene —
O tro ham ei!
Hans Sorger er længst forvundene,
I Skoven,
Nu synger han den for Lundene:
O tro ham ei!
Hans Ganger den letspringende,
I Skoven,
Er som hans Tale den klingende,
O tro ham ei!
Skjøn Jomfru, jeg synes du standser ham,
I Skoven,
Og med Violer bekrandser ham —
O tro ham ei!
Og glemmer din gamle Kjærlighed,
I Skoven,
Og haaber paa Ridderens Ærlighed:
O tro ham ei!
Jeg troed, at du den gjemte heel,
I Skoven.
Han ønsker vist knap en Femtedel —
O tro ham ei!
Han ei dit Hjerte begjærede,
I Skoven.
Du ham det selv forærede,
O tro ham ei!
Naar Sol igjen kommer skinnende,
I Skoven,
Da flyver han bort som Vindene:
O tro ham ei!
Hvad Ridderen tænkte.
Jeg elsker, men — forelsket er jeg ikke,
Jeg bryder ei i høie Toner ud,
Men jeg er glad og rolig som en Gud,
Naar hun omstraaler mig med sine Blikke.
Vi mødes tidt, skjult for profane Blikke,
Men dem, som os belured, blev til Nar,
Og i mit Hjerte hende Troskab har
Jeg lovet, men forlovet er jeg ikke.
Jeg kunde Mundens Rosenecter drikke,
Og salig har jeg hvilt ved hendes Bryst, —
Men jeg har ikke hendes Læbe kyst, —
Hun elsker mig, skjøndt hun forstaaer mig ikke.
Jeg lyder hendes Bud til Punkt og Prikke,
Beundrer hendes Hjertes Poesi,
Dog — om en fortsat Sjæleharmoni
Jeg tvivler, men fortvivlet er jeg ikke.
Hun holder smukt paa gode gamle Skikke,
Skjøndt hendes Aand har ikke der sit Hjem;
Maaskee for mig hun vilde trodset dem —
Jeg ønsked det, — forlanger det dog ikke
Og naar der staaer i hendes Flammeblikke
Et Ønske — naar hun til den fulde Barm
Mig knuger fast, da er jeg ogsaa varm,
Jeg ønsker — men jeg siger det dog ikke!
Forlovelse.
Du mig spørger, kjæreste Veninde,
Hvorfor jeg vor tause Pagt vil ei
Give hen til Pris for alle Vinde;
Det er kun af Kjærlighed til dig.
Solen nærer Jordens Liv med Flammen,
Men kun Straalerne til Jorden naae —
Smelted deres Masser synlig sammen,
O, saa maatte begge jo forgaae.
Fra hende.
Jeg vilde tidt en Hymne sjunge,
Men magter ei den Magt at trodse,
Som kvæler Ordet paa min Tunge,
Og gjør mig til en lille Tosse.
Det er naar jeg i Kredsen sidder
Af min skikkelige Frænder,
Og ei jeg profanere gidder,
Den Ild, som mig paa Læben brænder.
Da tænker jeg paa Nattergalen,
Som gjemmer sine Melodier
Til Mørket hviler over Dalen,
Og Menneskenes Tummel tier.
Dog, jeg er ikke Nattergalen, —
Jeg hører kun dens Stemme klinge,
Naar fra en ensom Krog i Salen
Din Tankes klare Straaler springe.
Nei, jeg er kun den tause Stjerne,
Der tændes, naar Din Stemme lyder;
Jeg er et Echo i det Fjerne
Af Tonen, som Dit Bryst udgyder.
Fra ham.
Kom med mig ud i Livets friske Vover,
Dybt lad os sænke os deri!
Fremtiden intet sikkert Held os lover,
Snart er vor Glædesdrøm forbi.
Gyd over mig kun al dit Hjertes Varme, —
Vin er ei sød som dette Bad!
Snart skal man rive dig af mine Arme,
Snart vil man skille os ad!
Solen sit milde Lys paa Bølgen gyder,
Rosen sin Kalk har oplukt,
Duftens det tause Offer bly den byder,
Ranken rækker os sin Frugt.
Trindt sine kvægende Gaver Ceres spreder,
Vinker og kalder os til Gjæst.
Amor bag Busken hemmelig bereder
Krandsen til Nydelsernes Fest.
Som et Morganasyn paa fjerne Kyster
Svinder i Dødens Taagedunst
Snart dette Liv, som nu os huldt forlyster, —
Bæv ei for Øieblikkets Gunst!
Det er en lunefuld Fee; skal det lykkes
Hende at fængsle, da hun maa
Favnes i Hast og kjækt til Læben trykkes —
Kom, lad os prøve derpaa!
Fly fra dit Fængsel, du frygtsomme Pige,
Bøi dig for Øieblikkets Magt!
Kom! — hvorfor troer du, gløder vel det rige
Liv med al sin underfulde Pragt?
Ogsaa for os har jo hele Naturen
Smykket sig saa festlig og smukt,
Ogsaa for os svulmer Grenen hist paa Muren,
Kom! os tilhører jo dens Frugt!
Slutning.
Maanen vandrer ensom over Himlen,
Iskold, hyllet i sin Straalekrands, —
Usle Skinliv, Masse, som af Solen
Borger al sit Lys og al sin Glands!
Jeg er Maanen, uerfarne Pige,
Som dit Hjerte skjænked mig, o fly! —
Naar du troer at fængsle mig for stedse,
Svinder jeg forrædersk bag en Sky.
Jeg er Maanen. Fly mig! — uden Varme
Skuer jeg paa Livets Stjernedands:
Og min første Kjærlighed er Solen,
Og af den jeg laaner al min Glands.