Der holdes Fest! — hør Jubelskrig og Toner!
Med Glands og Pragt er Salen smykket,
Et Feepallads er for en Nat opbygget, —
Jeg blændes, hvor jeg staaer, i Mørket her,
Fra Vindverne gaaer tusind Straalers Skjær
Af Kandelabrer og af Lysekroner.
Og festlig skummer Druens ædle Blod, —
Hør, hvor de synge, støie, hvor de klinke,
Og holde Taler ved en røget Skinke,
Og vise — ved et Hurra, Heltemod!
Basunen klinger med, og Festkartoven
Sin Torden ruller mægtig over Voven.
Hvor jeg er glad, at jeg er ikke der! —
Jeg elsker meer
Den hyggelige Vinterstue,
Hvor Ovnen blusser med en venlig Lue,
Hvor ei der drikkes Skaaler, og hvor ikke
Et Lyshav profanerer Glædens Stund,
Hvor uden kunstig Straale lyser kun
Et Stjernepar i milde Kvindeblikke. —
Der er det altid Fest for mig,
Der klæder sig
Min Sjæl i Galladragt,
Der løfter den sin bedste Stemnings Bæger,
Og sig med liflig Nektar vederkvæger,
Og sværger Troskab til hver ædel Magt,
Til Frihed, Kjærlighed, til Sympathi
For djærve Fædres Kraft, til Moders Mæle,
Til Ærefrygt for høie rene Sjæle,
Til Skjønhed, Aand, Natur og Poesi.
Ja, hvad er Fest, hvor ingen Kvinde troner
Som Billed paa en sød og hellig Magt,
Hvem hele Jordens Kreds er underlagt? —
Hvad Morgensolen uden Lærketoner,
Hvad Haven uden Rosers Duft,
Hvad uden Stjerneglands den kolde Luft,
Hvad Skoven uden Løvets grønne Himmel,
Hvad Havet uden Kystens Blomstervrimmel,
Hvad Bækken uden smilende Kjærminder,
Hvad Livets Lyst, naar Haabet flygter bort,
Hvad en Musik, naar Intet huldt forbinder
Til Harmoni hver skjærende Akkord.
Jeg ønsker — lad mig det kun frit bekjende, —
At jeg, som tidt i Livet var til Fest,
Naar til det fjerne Sted som Gjest
Jeg kaldes, — at jeg og maa festlig ende!
Jeg ønsker kun, naar engang Alt skal svinde
Brat for mit Blik, — Alt hvad jeg elsked her,
Naar Livets Festlys for mig slukket er,
Og naar den sidste mørke Stund er nær,
Jeg ønsker kun, at da en ædel Kvinde,
Øm, varm og fager som et Ungdomsminde,
Vil træde til mig i mit Aftenskjær,
Og Læbens Purpur paa min Pande gyde,
At jeg endnu engang mit Sind maa fryde,
Og med sin bløde Haand min Kind berøre,
Og bøie blidt sit Hoved mod mit Øre,
Og, med et sødt, af Taarer kvalt Farvel,
Bevinge min til Jorden bundne Sjæl!