Hvo er den Mand, Du skuer her?
Mig tykkes, os bekjendt han er.
Har han sit Navn i stor Bedrift
Indpræget med en evig Skrift? —
Nei, hvor Du efter Navnet leder,
Du finder det dog ingensteder,
Nei, det er kun en Tanke fri,
Født af en Kunstners Phantasi,
Et Billed, hvor sig speiler tro
Dybsind, Gemyt og Aandens Ro, —
En Aand, som er Dig vel bekjendt,
Og har Dit Venskab vel fortjent,
En Aand, der født som Minnesang,
Og atter djærvt som Sværdet klang,
Naar Ridderen Korsfanen svang, —
Og streng og kjæk, og varm og mild
I Morten Luthers høie Ild,
I Albrecht Dürers Farvespil.
En Aand, der grublende og bly
Brød frem af Nat som Morgengry,
Som tændte Lysets Straalekjerte
Ved Gutenberg og Berthold Schwarz,
Og som det Land fra Alp til Harz
Har givet Navn af Jordens Hjerte; —
En Aand, der rundt om Verden gik
Med store, dybe Tankeblik,
Mens Göthe med det aabne Øie,
Og Schillerharpens Toner høie
Gød Poesiens rige Guld
Henover Døgnets golde Muld.
See denne Aand, saa underfuld,
For hvem sig Syd og Nord maa bøie,
Har som et Glimt sig gjenfødt i
En Kunstners varme Phantasi!