Som Rosens Knop, den hulde,
Der grusomt briste maa,
Naar Blomstens Blade skulle,
Med Glands og Virak fulde,
Af Bægeret fremgaae:
Som Rosens Blomst, der fage
Af Vinden splittes ad,
Og efter et Par Dage
Er intet Meer tilbage,
End Stilkens Torn og Blad:
Saa er det unge Hjerte, —
Sin rige Bladekrands
Det folder ud i Smerte,
Og spreder som en Kerte
Mod Himmelen sin Glands.
Men Stormens bittre Dage
Betvinge Flammens Flugt:
Som Rosen har det svage
Kun Tornene tilbage,
Og Hjertets Glød er slukt.
Over dem Gravens Dække
Sig lægger taust og svalt;
Og dog, i Livets Række
Paa Jorden, var de begge
Det Skjønneste af Alt.