Morgen.
Morgenrøden sine gyldne Vinger
Løfter over Horizontens Rand.
Lærkens Melodi fra Skyen klinger;
Nede bugter sig det tause Vand.
Morgenrøden er din Skjønheds Dække,
Under det den bølger foraarsvarm.
Klangen er det Liv, som Gratier vække
I din blændende, snehvide Barm.
Var jeg Havet! — Klædebonnet bæved
I den stille Nat da ved mit Bryst,
Og om Morgenen det først sig hæved
Rødt af mine Kys, min hede Lyst.
Men din Barm sig sænked som de fjerne
Skyers Billed i min Bølges Væld;
Og jeg saae i Himlens sidste Stjerne
Glimt af din udødelige Sjæl!
Aftenvandring.
Seer Du de svævende Skyer, af Maanens blege Flammer
Lig dunkel-bløde Billeder indfattet i gyldne Rammer?
Seer Du, hvordan de nærmes, og, Elskede, har Du seet,
De bøied sig mod hinanden, og smelted sammen i Eet?
Saaledes troed jeg, Livet — i mine tomme Drømme —
Et Lyshav var, hvor vi kunde som lette Skyer svømme;
Og, at engang vi maatte mødes i himmelsk Lyst,
Og hvile Hoved mod Hoved, og synke med Bryst mod Bryst.
Seer Du to funklende Stjerner, saa lyse som svundne Dage, —
De staae, mens Skyen sig fjerner, paa Himlen ene tilbage;
Mellem deres evige Baner et bundløst Svalg er bredt:
Saa skal vi aldrig — det aner mig — mødes og vorde til Eet.
Afsted.
Ja nu, nu skal Du dog vide det,
Du favre, blonde Mø,
Med Barmens skinnende Sølvernet,
Med Øiets stille Sø.
Ja nu skal Du dog vide det,
Her, medens Ingen os seer,
At ene Dig jeg elsket har,
Og Ingen, Ingen fleer.
Det er en Gjæld, jeg indfrier nu,
En from, en hellig Pligt;
Dit Billed helliggjorde min Hu,
Indaanded mig hvert et Digt.
Og derfor skal Du nu høre det,
Een Gang, og aldrig meer,
At ene Dig jeg elsket har,
Og Ingen, Ingen fleer.
Græd ei, min Rose, jeg beder Du vil
Ei tage Dig det saa nær,
Du hører jo nu en Anden til,
Gid Du maa have ham kjær!
Græd ei, dog gid det maa glæde Dig,
Naar Himlen mørk Du seer,
At ene Dig jeg elsket har,
Og Ingen, Ingen fleer.
Drag kun Din Haand af Handsken trang! —
Et Kys — o giv det kun med!
Det bliver jo dog den sidste Gang,
Vi saadan tales ved.
Farvel, farvel, og hør det kun
Een Gang, saa aldrig meer,
At ene Dig jeg elsket har,
Og Ingen, Ingen fleer!
Valfart.
Sadlet er du alt min lette Ganger,
Hvor du stamper fnysende og kjæk!
Du er just, som det min Sjæl forlanger,
Sætter over Gjærde, Grøft og Hæk!
Staa! jeg stiger op, du raske Brune.
Alt jeg troer hinanden vi forstaae.
Du skal føie dig til hvert mit Lune,
Snart i Skridt, snart i Galop det gaaer.
Nu afsted! ret saa — vi fløi som baarne
Af den Vind, der bøier Lundens Træer.
Fremad! — alt jeg øiner Borgens Taarne,
Langsomt nu, mit Dyr, — snart er vi der!
I de skumle Dale vil jeg ruge
Over Smerten, som mig hid har ført,
Tæt jeg Panden vil mod Jorden knuge,
Der, hvor hendes Fod har den berørt,
Der, hvor Skoven sig om Skrænten slynger,
Hvor en Sti gaaer ved Terrassens Rand,
Hvor en Vildand dybt fra Sivet synger,
Fra det stille, brune Mosevand, —
Jeg vil gaae i Sommeraftenduften,
Hvor hun vandred engang frisk og varm,
Vil indaande hendes Sjæl af Luften,
Og i Tanken søge hendes Barm.
Over Kirkediget vil jeg stige,
Sætte mig i Duggen ved en Grav,
Læse Navnet, og med det berige
Skatten, hun af bittre Savn mig gav.
Men naar Natten kommer i sin lange
Kappe, vil jeg gaae med Lampen klar
I de store Sale, dunkle Gange,
Hvor hun som en Dronning hersket har.
Hist, hvor Maanen skinner ind ad Ruden,
Har jeg mig mit Leie kaaret ud;
Der jeg lægge vil min Kind til Puden,
Der, hvor hun har hvilet sin som Brud.
Jeg vil drømme om min Ungdoms Varme,
Drømme, at hun nævner mig ved Navn,
At om mig hun slynger sine Arme,
At hun bæver henrykt i min Favn...
— — — —
Hvad der drømmes i de mørke Nætter,
Svinder brat, naar Dagens Lys gaaer op. —
Rask, min Ganger, solbestraalte Sletter
Ligge for os, fremad i Galop! —
Ny Vaar.
Lærken har jeg hørt, høit i Luften den svang
Sig med Jubel og qvad sin forfriskende Sang.
Viben har jeg seet, henad Furen den gik,
Og kneiste med sin gamle, hovmodige Skik.
Svalen har jeg hørt, glad i Solskin den fløi,
Og samled til Rede paa Mark og paa Høi.
Storken har jeg seet, høit paa Taget den stod,
Og knabred og spanked med sin rosenrøde Fod.
Vaaren har jeg seet, og hun smilte bag Slør,
Og hun snoed sin Krands om de glindsende Søer.
Stedet har jeg seet, hvor den Elskede gik,
Og opfyldte min Sjæl, og forlysted mit Blik.
Graven har jeg seet, hvor de bar hende ned,
Og jeg knæled i Græsset under Træet derved.