Hvis du var rosen røde,
og jeg var lig et løv,
vi vilde voxe sammen
i vindens gråd og gammen,
i vangens pryd og øde,
grøn lyst og sorgens støv, —
hvis du var rosen røde,
og jeg var lig et løv.
Hvis jeg var ord, der synges,
og du en sart musik,
hvor vilde læben byde
én lyst i tvende lyde,
så glad som fugle gynges
mod regnens milde drik,
hvis jeg var ord, der synges,
og du en sart musik.
Hvis du var liv, du kære,
og jeg var dødens kuld,
i sne og sol vi svang os,
til vårens fryd betvang os,
viol og sang af stære
og duft af græs og muld,
hvis du var liv, du kære,
og jeg var dødens kuld.
Var du i brød hos sorgen,
og jeg blandt glædens mænd,
en leg om liv vi kåred
med ømme blik, der dåred,
og gråd af nat og morgen,
og smil af mø og svend,
var du i brød hos sorgen,
og jeg blandt glædens mænd.
Hvis du i våren bygged,
og jeg skærsommer bød,
med blad om blund vi spilled,
og blomst for dag vi trilled,
til dag som nat blev skygget
og nat fik dagens lød,
hvis du i våren bygged,
og jeg skærsommer bød.
Hvis du var glædens frue,
og min var smærtens lund,
vi elskov jog og dukked,
og hver hans fjer vi plukked,
sin trods han skulde kue, —
en tøjle i hans mund! —
Hvis du var glædens frue,
og min var smærtens lund.