Algernon C. Swinburne
Livets sange
Livets sange
En sang om skønne kvinder. — Stakket lyst,
og elskovs søde synd og selvmords-bod,
og sorgfuld ælde går i natten tyst
som tyven, der om dagen ej har mod.
Og kinden gråner og har tabt sit blod,
og lønnet møde våger med besvær,
hvor glæden gik, der slæber sorg sin fod, —
således ender hver en mands begær.
En sang om købte kærtegn. Ve, o ve!
Her spirer ingen frugt af golde skød,
imellem kvæld og dagning snese tre,
tre snese mellem gry og dagens død,
de røde læber brænder sygt i glød,
og under øjet skælver ildens skær,
af elskov synd og sorg og skam er fød, —
således ender hver en mands begær.
En sang om søde taler. — Knæl og græd!
Træk sløret tæt om kinden! Tro du mig:
Nu købes du på torvet hvid og spæd,
men dagen går, og ingen agter dig.
Da er dit åsyn gråt som alfarvej,
som havets strand, når salt og smuds den bær,
af søens golde affald syg og bleg, —
således ender hver en mands begær.
En sang om livets fylde. — Vågen kval!
Og over søvnen bitter sorg har magt.
»Gid det var dag!« dit suk i natten sval —
»Gid det var nat!« når lysets liv er vakt.
Og tidens tyngsel er din mad og dragt,
og hjærtets anger dine lemmer klæ’r,
smærten din gjord, og sorg om issen lagt, —
således ender hver en mands begær.
En sang om lyse farver. — Falmet guld!
Det visne grå i grønne lunde gror,
og du skal sé dit åsyn uden huld,
og af din friske ungdom intet spor.
Og ingen skånsel mer i verden bor,
og hver en læbe visner, du har kær,
og tårer bryder sønder dine ord; —
således ender hver en mands begær.
En sang om minder. Dagen står på hæld.
Tag frem de svundne stunder uden spild,
fortæl om elskovs dag og dåd, fortæl,
hvor den var kær, og den var god og gild,
og livets lyd og duft var sød og mild;
nu går med slukket brand de timers hær,
og sidst går én med sko af helveds ild; —
således ender hver en mands begær.
En sang om årets tider. Vårens regn,
hvid regn og vind, hvor spæde stammer står,
en sommer gemt bag grønne sorgers hegn,
en høst med rådd og tåg og sot i hår!
Tungsindig sér den mod det døde år,
og vandet drypper af de våde trær, —
en vinter mat og syg af mange sår, —
således ender hver en mands begær.
En sang om døde åsyn. — Glemte brat;
af syn, af sinde; findes ej af mand. —
De svandt, som lyset svinder hen i nat,
de går og græder på en øde strand.
Der sés ej sæd og ingen plovdyrs spand,
der ånder dagen kort i angstfuld færd,
og gennem glasset sukker tidens sand; —
således ender hver en mands begær.
En sang om megen glæde. Livets lød
og glædens åsyn længst er mat og slidt,
og for din fod er støv og stubbe strø’d,
og onde uvejr har dig brændt og bidt.
Og hvor det røde var er blodløst hvidt,
hvor sandhed sad, der stinger løgnens sværd,
hvor dagen lyste, farer natten frit, —
således ender hver en mands begær.
Fyrster og I, som glædens frugter brød!
Vej disse rim, mens glæden er jer nær.
For liv er sødt, men efter liv er død. —
Således ender hver en mands begær.