Bevar mit minde, når jeg bort er dragen
langt bort til fjærne lande, ingen kender,
når du ej mere trykker mine hænder,
mens jeg vil gå, men standser magtbetagen.
Husk på mig, når ej mer i sommerdagen
vi tales sødt og sagte ved som venner: —
Ak, blot du da et minde til mig sender! —
Det er for sent til råd og bøn og klagen.
Dog om du glemmer for en stund mit minde,
og siden husker mig, vær ej bedrøvet.
Og hvis, når mørket hyller mig i støvet,
min tanke stiger frem, og hjærtet banker —
glem mig da heller og vær glad i sinde,
end du skal mindes mig med tunge tanker.