Hvem giver råd den unge svend,
som vandrer mellem modne mænd,
hvor adelvejen går?
Han sér en himmel uden trøst,
et nøgent land, en øde kyst,
han hører vindens varselsrøst,
der vinter-mørke spår.
Det løses op i muld og støv,
det våde græs, det visne løv
og falden frugt i skov.
En umild lod har livet mødt:
Hvi blev i vånde våren født?
Er årets hele arbejd ødt?
Er verden uden lov?
Selv de, der bygged højt engang,
hvis tale havde lødigst klang,
har mistet deres magt.
De skulde give sjælen brød,
men onde ord fra læben flød,
for næring bittert nag de bød,
og vanrøgt stod på vagt.
Men har du anden støtte ej,
og sover de, som vakte dig,
løft højt dit unge mod!
Byg på dig selv til hver en stund;
tag ånden ej af andres mund,
hold tanken hed i hjærtets grund,
sæt frejdig frem din fod!
Er vintren over landet lagt,
strid stormen mod af al din magt,
der gryr en atterdag!
Und dig på vejen ringe rast,
hold ud trods alle håb der brast,
bag had og kiv står høj og fast
din rene retfærds-sag.